Google i forhandlinger om at få Cloud til Kina

Google prøver ihærdigt at komme ind i Kina igen: Først med censureret udgave af søgemaskinen, nu med Google Cloud-tjenesten.

Google i forhandlinger om at få Cloud til Kina

Rygter om Googles tilstedeværelse i Kina har floreret i årevis, men der er kommet ny fart i dem på det sidste. Vi har nemlig for nylig hørt om, at Google skulle være i gang med at udvikle en censureret version af deres søgemaskine og nyhedsapp til det kinesiske marked.

 

Google Cloud på vej til Kina

Nyeste skud på rygtesstammen er, at Google ligger i forhandlinger med Tencent, Inspur og andre kinesiske selskaber om at introducere Google Cloud i Kina. De vil kunne køre tjenester som Drive og Docs i Kina og det skal gøres via datacentre og tjenester, der ligger lokalt i landet.

Kina har nemlig en lov, der siger, at al digital information skal opbevares i landet. Det har derfor ført til disse forhandlinger, siges der. Kilderne oplyser desuden, at forhandlingerne er påbegyndt i år, og at der er tre selskaber tilbage i kapløbet.

Se også: Priser på Google mobiler

 

Handelskrig kan forplumre Googles cloud-planer

Om planerne bliver til noget, er det dog umuligt at sige med sikkerhed, især med tanke på de ret anstrengte handelsforhold, der er mellem de to lande.

Ingen af de indblandede selskaber har ønsket at kommentere sagen, hvilket ikke kommer bag på nogen. Men det skal blive interessant at se, hvad der kommer til at ske på denne front.

Se også: Nyheder om Google