Google inviterer til Android-begivenhed
Hvis man er Android-fan, er der måske god grund til at sætte kryds i kalenderen mandag den 29. oktober. Her har Google nemlig inviteret til en "Android-begivenhed", hvor man formentlig vil præsentere den omtalte LG Nexus 4 samt Android 4.2, der rygtes til at være næste udgave af systemet.
Næsten samtlige rygter omkring Android 4.2 og den næste Nexus-telefon har nævnt slutningen af oktober som et muligt lanceringstidspunkt. Flere rygter har endda været så specifikke, at man har udråbt den 29. oktober til at være datoen, og det ser ud til at stemme fint overens med Googles planer.
Invitationen fra Google ligner dele fra gigantens Google Now-tjeneste, der bl.a. forbinder din lokation med relevante oplysninger. Man kunne sagtens forestille sig, at Google vil præsentere yderligere funktioner til Google Now, som bliver tilgængelige i Android 4.2 – og forhåbentlig også Android 4.1.
Derudover har invitationen teksten "The playground is open", hvilket løseligt oversat betyder, at legepladsen er åben. Her kan der være tale om rigtig mange forskellige betydninger, men én mulighed kunne være, at Google vil åbne op for Nexus-programmet, som vi har hørt nogle rygter om.
Vi holder øje med rygterne op til præsentationen og følger naturligvis med live, når Google løfter sløret for sine præsentationer.