Google rygtes klar med nyt spilunivers
Google I/O udviklerkonference har udviklet sig til en af de helt store begivenheder inden for mobilverdenen sammen med Apple WWDC – begge er årligt tilbagevendende begivenheder.
Google I/O starter i morgen og løber over tre dage. Her forventes det, at Google lancerer en masse spændende nyheder, både nye produkter og tjenester. Hvad vi har i vente, kan du læse mere om her.
Men siden i går er der løbet meget vand i åen og nyt rygte er siden hen kommet til. Nu forventes det nemlig, at Google vil lancere en konkurrent til Apples Game Center, en konkurrent der kan bruges af alle smartphones og tablets med Android.
Det er Android Police, der bringer rygtet til torvs, efter at de har fået fat i en Google Play Servie-fil. Tjenesten skulle inkludere multiplayer-understøttelser, cloud-synkronisering, spilinvitationer og chat direkte med medspillere inde i selve spillet.
Google forventes at samle alle sine chat-tjenester under én hat, nemlig Google+, og det forventes ligeledes, at chat i spillene også vil foregå via Google+.