Googles NASA-AI-drone vs. rigtig dronepilot – hvem er bedst?

Google og Nasa AI-drone har fløjet mod en rigtig dronepilot - vandt den kunstige intelligens over mennesket?

Vi har nok alle vænnet os til tanken om selvkørende biler, men hvad med selvflyvende droner? Droner med AI, der altså flyver selv er stadig noget helt nyt, men udviklingen går stærkt, og et projekt, hvor Google har arbejdet sammen med NASA, det såkaldte Jet Propulsion Project, vil gerne skubbe på den udvikling.

 

AI-drone vs menneskelig dronepilot – mennesket vandt

Efter to års forskning og test planlagde udviklerne et kapløb mellem en AI-drone og en af verdens bedste dronepiloter. AI-dronen var selvfølgelig optimeret så meget som muligt på præcisionsfronten, men det var ikke nok. Den erfarne dronepilot Ken Loo var den, der skulle prøve kræfter med projektets drone i en af NASAs hangarer.

Begge droner, projektets AI-drone og Ken Loos drone fløj banen flere gange, hvorefter et gennemsnit blev regnet ud. AI-dronen var programmeret til at kunne banen og har kameraer, der skal hjælpe den på vej. Den fik en gennemsnitstid på 13,9 sekunder. Loo beviste dog, at menneskets erfaring stadig spiller ind i forhold til teknologien og i dette tilfælde vandt over den. Hans gennemsnitstid endte på 11,1 sekund.

Se også: Priser på droner

AI-dronen fløj mere smidigt og stabilt

Efter testen drog Jet Propulsion Projects Rob Reid en række konklusioner ud fra resultaterne. Hele pointen var at se algoritmerne i AI-dronen mod menneskets fornemmelse. Under testen så man forskellen i teknikken, hvor AI-dronen fløj gennem banen på en smidig og flydende måde, mens den menneskestyrede drone havde en mere ustabil flyvning med accelerationer og flere udsving.

Piloten kan undervejs i en sådan test observere og afprøve nye teknikker og forbedre sin flyvning fra runde til runde, hvilket i dette tilfælde gav Ken Loo sejren.

Se også: Test af droner

AI-dronen har én fordel: Udholdenhed

Efterfølgende slog Ken Loo dog fast, at der er et punkt, hvor han aldrig vil kunne slå AI-dronen, og det er udholdenhed. Den menneskelige pilot vil blive mentalt udmattet af at flyve og derfor begynde at lave fejl, også selvom man flyver den samme bane om og om igen.

Det vil ikke blive et problem for en AI-drone, her er det kun batteriet, der sætter grænserne og kan gøre flyvningen dårligere efterhånden. I fremtiden vil AI-droner formentlig finde vej ind i drone-racing og vil sikkert også være at finde i hastighedskonkurrencer. Men indtil videre har mennesket stadig en fordel.

Se også: Guide til droner