Hele historien om NFC
Hvis det står til de danske teleselskaber, så vil du meget snart kunne lade din tegnebog blive hjemme og nøjes med at have mobiltelefonen med, når du skal i byen. TDC, Telenor, Telia og 3 er nemlig blevet enige om, at de alle vil understøtte mobil betaling via NFC-teknologien, og det betyder ikke blot, at dit dankort snart flytter ind i mobilen. Med tiden vil også sygesikringskortet, rejsekort og diverse medlems- og rabatkort blive unødvendige. Al denne information vil nemlig i stedet befinde sig i SIM-kortet i din NFC-klare mobiltelefon, og så er det nok at telefonen berører en såkaldt NFC-tag ved kassen nede i supermarkedet, så har du betalt for dine varer.
Hvis du undrer dig over, hvorfor mobilselskaberne savler ved tanken om at gøre din mobiltelefon til både betalings- og kreditkort, så tænk lige over størrelsen på firmaer som VISA, Mastercard, Diners Club og American Express. Så er der den detalje, at mobilselskaberne ved at håndtere dine betalinger vil komme til at vide mere om dig end nogensinde før. Nu kan de ikke kun holde øje med, hvor og hvornår du bevæger dig og hvem, du taler med. De vil også kunne danne en helt nøjagtig profil af dine forbrugsvaner, og dens slags informationer er som bekendt mange penge værd.
Nå ja, så skal der også sælges en sørens masse nye mobiltelefoner, for i dag er der på det danske marked kun meget få mobiler, som er udstyret med NFC-chip.
NFC kan bruges til andet end mobile betalinger. Der findes allerede et NFC-headset, som man kan parre med sin NFC-mobiltelefon, blot de to enheder rører ved hinanden, og man kan også for eksempel dele fotos eller kontaktinformationer mellem to NFC-mobiler, som kommer i nærkontakt. Sidst men ikke mindst vil NFC kunne erstatte de QR-koder, man i dag bruger i stort omfang til at videreformidle links og andre informationer til mobiltelefoner.
Bliv klogere på de næste sider