Hele historien om NFC
_Hvordan virker NFC?_
Hvad er NFC og RFID – den tekniske forklaring
NFC er baseret på en radio-teknologi, som kaldes RFID. Det er en forkortelse af Radio Frequency Identification. RFID er en metode til at lagre og modtage data om objekter. Kommunikationen foregår via elektromagnetisk transmission til et integreret kredsløb, knyttet til det pågældende objekt. RFID-teknologien består således af tre komponenter: En læser sender ved hjælp af radiobølger en forespørgsel til en tag, en lille chip som indeholder unikke data om sig selv, og tag’en svarer læseren ved at returnere disse data. Læseren og tag’en udgør de to fysiske komponenter, mens selve kommunikationen imellem de to udgør den tredje komponent i systemet.
I dag findes der otte frekvensbånd, som anvendes i forbindelse med RFID. Disse inddeles i lave (100-500 KHz), høje (10-15 MHz) og ultrahøje (850 – 950 MHz samt 2,4 – 5,8 GHz) frekvensområder. Det lave frekvensområde har en kort læseafstand og er relativt langsomt, men til gengæld billigst at fremstille. RFID-tags, som sender i dette frekvensområde, benyttes typisk til adgangskontrol, identifikation af dyr samt logistik og kontrol af varebeholdning.
NFC-standarden har en fast defineret frekvens på 13,56 MHz og befinder sig dermed i RFIDs høje frekvensområde, som har en længere læseafstand og fungerer hurtigere.
De ultrahøje frekvensområder bruges til tags, som giver en høj læseafstand og en høj hastighed. Disse tags er dyre at fremstille og kræver ”Line of Sight”, da de højfrekvente radiosignaler er meget retningsfølsomme. Tags af denne type benyttes som regel til Toll collect- eller roadpricing-systemer såsom den BroBizz, man kan bruge, når man kører over Storebæltsbroen eller Øresundsbroen.
NFC kan transmittere data med op til 424 kbit/sekund, og NFC-chippen fungerer i øvrigt selv, hvis der ikke er strøm på mobiltelefonen. Ved hjælp af induktion kan NFC-chippen nemlig modtage strøm via et indkommende, elektromagnetisk signal.