HP iPAQ 510: Gyselig, men praktisk
HP? Er det ikke dem, der laver printere?
Jo, det er rigtig nok, men de står også
bag de udmærkede business-PDA'er,
der går under navnet iPAQ. De er måske
mest kendte for de store modeller med
fuldt tastatur, men den nye 500-serie
satser på et mere traditionelt mobildesign.
Den ligner fuldstændig en lille
candybar-mobil, men alligevel er det
lykkedes at smide trådløst internet ind
i modellen samt styresystemet Windows
Mobile 6. Det er den nyeste version af
Windows Mobile, og den er faktisk en
tand bedre end forgængeren – mere
intuitiv. Windows Medie-afspilleren er
blevet opdateret i stil med afspilleren til
PC’en, så den er også sort med blå taster
og nuancer. Det er måske det mest lækre i
denne mobil. Medieafspilleren er ganske
glimrende til musik og videoklip.
Generelt gyselig
Generelt er hele menuen og brugerfladen
dog præget af et gyseligt design, men det
er der nok en idé bag: Man føler nemlig,
at man sidder med en rigtig lille computer,
da opbygningen på mange måder
ligner den, man kender fra sin almindelige
PC. For mig vækker det ubehagelige
minder, der går flere år tilbage, da jeg fik
min første computer, men det gør, at man
hurtigt bliver fortrolig med telefonen.
Og det skal man ikke undervurdere. (Det
skal lige understreges, at modellen ikke
var helt klar endnu, så måske designet
får en opstramning).
Der ligger mange oplysninger og
funktioner på startskærmen, og også
det er rigtig praktisk, da man hurtigt
kan komme længere ind i systemet på
den måde.
Mangler 3G
Internet Explorer Mobile er installeret
som webbrowser, og den er ganske
fornuftigt til at surfe med på mobiltilpassede
sider. Ser man bort fra Wi-Fi,
som i øvrigt hurtigt finder tilgængelige
trådløse internetforbindelser, så har
modellen kun Edge og GPRS. Det er
lidt underligt, at den ikke er udstyret med
3G eller sågar turbo-3G – det er jo ofte
på farten, hvor man ikke lige kan koble
sig op til trådløst internet, man får brug
for opkobling. Det er også en skam, at
den kun har USB 1.1 – det tager med
andre ord lang tid at overføre filer til og
fra telefonen eller kortet.