HP klar med fire nye lommecomputere

HP klar med fire nye lommecomputere

1930 og 2210 modellerne fra HP var lysende eksempler på lommecomputere der samtidig kunne være smukke. Det kan man ikke sige om de nye modeller fra HP. Her er designet firkantet, men som bekendt er der jo mange der mener, at det ikke kun er udseendet der tæller. Alle fire modeller anvender det nyeste Microsoft Pocket PC 2003 second edition styresystem.

RZ1700

Den mindste model i feltet er RZ1700. Den har en 3,5 tommer 65.000 farvers TFT-skærm, vægten er 120 gram og processoren er en 203 MHz Samsung processor.

Det er modellen som vi hurtigt vil komme til at se bundlet med eksempelvis navigationssystemet X-Road til omkring 2995 kroner. Alene vil RZ1700 blive prissat til omkring 2300 kroner, men der er ingen tvivl om, at denne model hurtigt vil kunne købes til 1999.

Der er SD indgang – og der er tale om en SDIO port, så man kan putte et trådløst intetnet kort i slottet og komme på Nettet.

RX3715

Den næste model er en lommecomputer med indbygget kamera. Kameraet er et 1,2 millionedr pixels kamera og lige som i RZ1700 er der tale om en 3,5 tomme farveskærm med 65.000 samtidige farver. Der er mulighed for at rotere skærmbilledet fra stående til liggende.

Foruden stillbilleder kan RX3705 også tage videoklip og med 152 MB fri plads, er der masser af plads til at være kreativ. Vægten på RX3715 opgives til at være 158 gram.

Modellen har både WLAN og Bluetooth og er således noget af en arbejdshest.

HX4700

Den dyreste model af de fire nye produkter er HX4700. Den koster ‘en krone mindre end 6000 kroner. Men så får man også en stor skærm på hele 4 tommer endda i VGA-opløsning på 480×640 pixels – også her kan skærmbilledet roteres. Processoren er en 624 Mhz og er lynhurtig. Det er muligt at sætte både CF-kort og SD-kort i lommecomputeren, der i forvejen er udstyret med såvel Bluetooth, WLAN og den nye hurtige infrarøde standard – FIR. Der er indbygget 192 MB hukommelse i lommecomputeren, der dermed er den kraftigste model på markedet.

H6340

Den sidste model er med indbygget mobiltelefon og er en pendant til Qtek. Der er indbygget WLAN og Bluetooth – desværre er antennen ikke indbygget men sidder som en knold på toppen af lommecomputeren. Skærmen er på 3,5 tommer og klarer også 65.000 farver i TFT-kvalitet.

Der er ikke indbygget noget digitalkamera, men det er muligt at klipse et 1,3 megapixels kamera på modellen. Kameraet købes som tilbehør.

Der har været rygter fremme om, at 6340 skulle have fuldt tastatur, men det er kun muligt hvis man køber et lille tastatur, som klipses på. Det skal dog siges at denne feature fungerer helt perfekt. Prisen på H6340 er 5499 kroner.

Alle modellerne rammer markedet i slutningen af august.