HTC Hero: Kundskabens kamæleon
Lige til sommeren kom den første Google-mobil ud på det danske marked. HTC Magic. Allerede nu er det tid til opfølgeren HTC Hero.
Det specielle med Googles system Android er, hvor åbent det er for forskellige programmer og funktioner. Man kan tilføje næsten et ubegrænset antal ekstrafunktioner – spil, billedbehandlingsprogrammer, musikafspillere, Office-programmer og alligevel føles telefonen oftest rigtig hurtig.
Til forskel fra iPhone er der ingen begrænsninger, der gør, at telefonen ikke kan have programmer i gang i baggrunden. Det gør det lettere for for eksempel programmer, der opdaterer sig online med Facebook med mere.
HTC Hero er i det hele taget en mobil, der trives med at være online. Vejr-widgeten på startskærmen holder altid styr på, hvor du befinder dig, og opdatere såvel vejrudsigt som tidszone. Da jeg i sommerferien rejste rundt i Danmark skiftede vejrudsigten på startskærmen automatisk, når jeg passerede de forskellige kommunegrænser.
Pillet ved systemet
HTC har pillet og forbedret ved Googles Android-system. Forgængeren HTC Magic havde stort set kun de grundlæggende styresystem Android lagt ind. Nu er der andre boller på suppen.
HTC Hero har en mængde små forbedringer. Det gælder måske mest mediefunktionerne, hvor HTC især har forbedret musikafspilleren.
Men også nyttefunktioner har HTC forbedret. Når man laver grundindstillingerne for telefonen, kan man blandt andet angive sine forskellige mailkonti. For eksempel kan man angive Exchange-indstillingerne til jobbets Exchange-server, og så indstilles alt lige så let, som var det en Microsoft-mobil. Har man en almindelig mailkonto (Pop/Imap), må man indstille det lidt mere manuelt.
En anden nyhed er integrationen med Facebook og Twitter. Allerede fra starten, når man skal foretage telefonens grundlæggende indstillinger, kan man udfylde indstillingerne (hvis man har nogen) til de sociale netværk Facebook og Twitter, samt billedblog-siden Flickr.
Alle fotoalbum online
Hvis man kan lide at være online, har man enorm nytte af det her. For det, der findes på internettet, integreres i telefonens menuer. Er jeg for eksempel inde under "Albums" – det vil sige menuvalget for telefonens fotoalbum (og videoalbum) – kommer jeg ikke bare til mine fotoalbums i telefonen, men også mine albums på Facebook og Flickr. I underkanten af albummenuen ligger symboler for telefonens mapper og for Facebook og Flickr.
Det fine er, at jeg ikke kun kommer til mine egne fotoalbum på denne måde. Klikker jeg på symbolerne Facebook eller Flickr, kan jeg bladre i vennernes billeder på Facebook og Flickr, som om billederne lå på telefonens eget hukommelseskort – med et vist efterslæb, fordi opkoblingen ikke er lynhurtig, selvfølgelig, men det gav mig alligevel en mindre wow-oplevelse.
Facebook og Twitter
På samme måde er Facebook integreret i systemet. Det mærker man blandt andet i adressebogen. Der kan man ganske enkelt linke en vis person i adressebogen til den persons Facebook-konto.
Telefonen havde allerede i baggrunden logget ind på min Facebook-konto og fundet personer med matchende navn, så jeg skulle bare acceptere, at adressebogen linkede kontakterne i telefonens adressebog sammen med Facebook. Derefter lå personernes kontaktbilleder fra Facebook og deres fødselsdagsinformation også i adressebogen i telefonen.
Når man har gjort dette, bliver det rigtig fint i adressebogen: Når man bladrer blandt sine kontakter i adressebogen, vises personens profilbillede fra Facebook ved siden af navnet, men også aktuel Facebook-status for personen. Man kan altså bladre gennem sin adressebog i telefonen for at scanne, hvad ens venner har gang i på Facebook. Ved at klikke på Facebook-ikonet for personen i adressebogen, hopper man så automatisk til personens profil-side på Facebook, i telefonens webbrowser.
Twitter er også integreret i telefonen. Når man surfer med webbrowseren, kan man vælge menuvalget "Share page", også kan man klikke på for eksempel "Mail" (for at maile linket) eller "Peep" for at twitte linket. En Twitter-widget, som man kan lægge på startskærmen, viser alt, som ens Twitter-kontakter twitter.
Multitouch
Når jeg alligevel er inde på internet-funktioner, vil jeg nævne en smart ting, som HTC Hero er først med. Det kaldes "visual bookmarks" og betyder, at bogmærkerne til websider ikke kun præsenteres med en tekstlinje, men også i form af et lille billede, hvor man faktisk ser selve websiden, som man kan åbne. Telefonen gemmer helt enkelt et lille billede af websiden, når bogmærket gemmes.
Selve webbrowseren var allerede god i den forrige Google-mobil, som vi testede – HTC Magic. Den største nyhed er måske "multitouch", noget som Apple iPhone har været kendt for. Det betyder, at man kan placere pegefingeren og tommelfingeren på skærmen og trække fingrene fra hinanden for at forstørre billedet eller modsat for at gøre det mindre. Det her fungerer uanset, om du er på en webside eller ser på et billede i fotoalbummet.
Kreativ startskærm
På startskærmen kan man ikke kun lægge ikoner til programmer og funktioner. Man kan også vælge mellem en række forskellige widgets – alt fra musikafspilleren og billedrammer til smarte mail-widgets, hvor man kan bladre i indkomne mails.
En af Android-systemets store styrker er netop dette – at man kan fylde hovedmenuen og startskærmen, som man vil. Det fungerer ekstremt godt i HTC Hero."Startskærmen" kan i praksis fyldes i bredden, så der bliver flere sider (op til syv sider) fyldt af ikoner og widgets, og man bladrer mellem siderne ved at trække med fingeren til højre eller venstre. Man kan for eksempel lægge en Twitter-widget længst til venstre, links til kontakter og webprogrammer i midten, og musik- og mediefunktioner til højre. Bare for at tage et eksempel.
HTC Hero har også et system med såkaldte "Scenes" til startskærmen. Man kan vælge mellem flere forskellige startskærme. Man kan altså skabe en farverig variant af startskærmen til fritiden – og fylde den med musikafspiller, kamerafunktioner, underholdning og spil. Så kan man skabe en arbejdsskærm med links til Office, mailprogram med mere.
Letnavigeret menusystem
Fordelen ved Android sammenlignet med mange andre systemer til smarte mobiler er, at det er så hurtigt, selvom det har mange funktioner i gang samtidig. Desværre virker HTC Hero ikke lige så lynhurtig i alle situationer som forgængeren HTC Magic. Måske er det HTCs egen grafiske brugerflade "Sense UI", der tynger systemet en smule af og til.
Men alligevel: HTC Hero er stadig rigtig hurtig, hurtigere end for eksempel Nokias smarte mobiler med Symbians system, for slet ikke at tale om mobiler med Microsoft Windows Mobile.
Men udover, at HTC hero er hurtig, føles systemet meget logisk og let at bruge. Man trækker med fingeren for at bladre og scrolle. HTC Hero kan også styres uden touch-skærmenr ved hjælp af menuknapperne og med den lille styrekugle under skærmen. Favoritfunktionerne i hovedmenuen placerer man enkelt på startskærmen – enklest ved at "trække og slippe" sine favoritfunktioner direkte fra hovedmenuen. (det er bare at klikke på ikonet i et par sekunder, så havner de på startskærmen, hvor man kan trække og slippe dem, som man ønsker.)
Det kan virke indlysende, men det er det ikke i mobilsammenhænge: Stort set alle funktioner fungerer, som de skal med HTC Hero. Selv når jeg surfer rundt og prøver webtjenester som webradio og pod-tv fungerer alt uden problemer.
"It just works", som Apples direktør Steve Jobs ville have sagt. (Men det gør det jo desværre ikke altid for iPhone, for eksempel ikke, når man vil lytte til radio via forskellige mobile websider).
Mange programmer
Under "Market" i hovedmenuen finder man tusindvis af programmer og spil. Indtil videre er det kun de spil og programmer, der er gratis, der er tilgængelige, når man har et dansk SIM-kort i telefonen. Bor man i USA, kan man downloade flere programmer og spil. Google, der administrerer programkataloget, stadig arbejder på at fikse gode betalingsløsninger til andre lande end USA.
Under alle omstændigheder har man stadig flere tusinde programmer og spil at downloade, deriblandt en hel del gode, for eksempel Quickpedia til at slå op i opslagsværket Wikipedia, SMS popup, hvis man vil have tekst i indkomne SMSer til at dukke op som en tekstboks på skærmen, og Last.fm, hvor man kan streame sin favoritmusik via mobilnettet eller via Wi-Fi. (Bare for at nævne nogle eksempler.) Snart vil også musiktjenesten Spotify ligge som program til download på Android Market.
Der er altså en hel masse programmer, som man kan downloade, men flere ligger også på telefonen fra starten. Quickoffice har HTC for eksempel sørget for at have med fra starten, så man kan åbne og redigere Word- og Excel-dokumenter.
En anden fordel ved, at Googles system sidder i telefonen, er, at alt man lægger ind i kalenderen og adressebogen også automatisk havner online og tilgængeligt, når du logger ind med computeren på google.com. Man kan også automatisk synkronisere Outlook eller Mac-computernes mailprogrammer med din brugerkonto hos Google, så alle ændringer, der foretages i computeren, overføres til telefonen, og vice versa.
Fingerstyrede faner
Hvor man en er i telefonens menuer eller programmer, kan man altid klikke på menuknappen, så popper der en lille menu op med aktuelle valg af funktioner. Vil man tilbage til telefonens startskærm, klikker man på knapper med det lille hus. Oftest er man som mobilbruger vant til at trykke på "rødt rør" for at gå tilbage til startskærmen, men det må man vænne sig af med, for et klik på rødt rør aktiverer i stedet skærmlåsen på telefonen.
Fra startskærmen kan man trække en lille fane frem med den komplette hovedmenu, og trækker man ned i overkanten med fingeren som et "rullegardin" over skærmen, kan man få links frem til alle nyheder: indkomne beskeder og mail, nye opdateringer på Facebook etc.
Alt fungerer virkelig hurtigt, smidigt og intuitivt. Det samme gælder grundlæggende funktioner som adressebogen (hvor alt organiseres i faner), samt SMS-menuen, hvor alle SMSer og MMSer til og fra en bestemt person samles som i en chat.
Skamløs iPohne-kopi
HTC Hero mangler, som de fleste andre touch-mobiler, fysisk tastatur. Skrive tekst og tal gør man altså ved at klikke på skærmen. I Android-systemet har man helt skamløst kopieret iPhones løsning på skærmtastatur. Det er som et almindeligt tekst-tastatur, og vender man skærmen, får man tastaturet frem i fuld skærmbredde.
Danske bogstaver findes ikke på tastaturet fra starten. Man kan dog downloade et gratis program, der skifter det indbyggede tastatur ud med et med danske bogstaver. Downloader man "Scandinavian keyboard", kan man også få en dansk ordliste, så man stadig kan få foreslået ord, så man kan skrive hurtigere.
Der er ellers fra start en ordliste i telefonen, der foreslår danske ord. Oven over tastaturet dukker der op til fire forslag op til, hvilket ord man er i gang med at skrive. Man klikker så på det ord, der er det rigtige, eller fortsætter med at skrive.
Smart kalender
Adressebogen i telefonen synkroniseres som sagt med Google Contacts. Og det er det samme med kalenderen. Den baseres nemlig på Googles online-kalender, og det betyder, at det er enkelt at dele online-kalendere med andre, for eksempel en familiekalender eller arbejdskalender (der bliver tilgængelig både fra computeren og mobilen). Google-kalenderen kan også synkroniseres automatisk med Outlook i en PC via Googles synkroniseringsprogram (google.com/sync), eller abonneres ned til iCal-kalenderen i en Mac.
Derimod følger der ikke noget "almindeligt" synkroniseringsprogram med til mobilen og computeren. Systemet Android bygger på en tanke om, at den type synkronisering er mindre smart end, at alt ligger online. Jeg synes, det virker smart. Og til forskel fra eksempelvis Apples synkroniseringstjeneste "Mobile Me" er Googles tjeneste til kalender og adressebog gratis.
Musikafspiller med et løft
Musikafspilleren i Android-telefoner har hidtil ikke fungeret så godt. Derfor har HTC brugt en del kræfter på at udvikle en god musikafspiller til HTC Hero. Og det er lykkes dem ret godt. De enklere handsfree-høretelefoner, der følger med i æsken, giver en ret ussel musiklyd, men på toppen af telefonen er der et almindeligt standardstik (3,5 mm) til rigtige musikhøretelefoner. Der er også understøttelse af stereo-Bluetooth i telefonen, så man kan anvende trådløse høretelefoner.
Den nye musikafspiller kan lægges som en widget på skærmen, hvis man vil. Når man kører den i gang, læser den musikfiler, som man har lagt på hukommelseskortet, og afspiller. Aller lettest syntes jeg, det var, når jeg downloadede det gratis program "Salling Media Sync" til computeren (findes til PC og Mac). Så var det bare at vælge musik, spillelister, pod-abonnementer med mere fra iTunes i computeren.
Ingen blitz
Det er lidt synd, at HTC ikke har puttet en fotolampe eller blitz i Hero. For ellers er telefonens kamera godt. Tidlige fototest, der er lavet på websider, der har prøvet prototyper af den her telefon, har klaget over "mælkede" billeder. Men i vores testeksemplar mærker vi ikke noget af det. Tværtimod lykkes telefonen ret godt med billederne, bortset fra det sædvanlige problem for mobilkameraer: At der går for lang til fra, at man trykker på udløseren, til billedet tages. Og at kameraet har alt for svært ved at håndtere bevægelse, uden at det bliver uskarpt.
Trods fem megapixel har HTC Hero ikke et af mobilmarkedets skarpeste kameraer, men det er helt okay, og trods mangel på lampe kan indendørsbilleder blive helt udmærkede. Videooptagelse giver godkendt resultat, udover at opløsningen er alt for lav (320 x 240 pixel) til at kunne måle sig med de bedre mobilkameraer på markedet (der oftest optager med 640 x 480 pixel – fire gange så godt).
iPhone-konkurrent
Hero har også indbygget GPS, der blandt andet anvendes i Google Maps. Man kan også anvende programmet "Footprints" til at tagge et sted med et billede.
Tilbage står spørgsmålet: Hvem vil have denne mobil? Jeg vil gætte på, at den frem for alt passer til dem, der vil have mange funktioner, der er lette at bruge – og som er parat til at betale nogle ekstra kroner for mobilen. Problemet for HTC er vel, at de konkurrerer på samme arena som iPhone. Den brede hype, som Apple har omkring iPhone, glimrer indtil videre med sit fravær for HTC og Android.
Hypen omkring HTC og Android stammer stadig mest fra nørderne.
Faktum er dog alligevel: HTC Hero er en meget charmerende og dygtig mobil. Frem for alt kan man lægge en vældig bunke funktioner ind direkte på startskærmen. Det gør den til en kamæleon med kundskaber. Men mens kamæleonen næsten ubegrænset kan skifte farve på ydersiden, sælges HTC Hero kun i farverne hvid og "urban brown".
Alternativerne
iPhone 3G S er den mest naturlige konkurrent. Blandt fordelene ved iPhone er, at mængden af tredjepart-programmer til iPhone stadig er større end til Android.
Spørgsmål og svar
Giver skærmen lige god respons som skærmen på iPhone?
Ja, præcis som iPhone-skærmen er det her en kapacitiv skærm, og det er samme type skærm som i eksempelvis iPhone. Det betyder, at man får hurtig respons, når man klikker med fingrene, men man kan ikke klikke med noget andet, for eksempel neglene eller en plastpind.
Har den 3G? Kan man ringe videosamtaler med den?
Ja, Hero har turbo-3G med op til 7,2 Mbit/s. I datahastighed (plus Wi-Fi med op til 54 Mbit/s). Men nej, man kan ikke ringe videosamtaler med den. Der er ingen videosamtaleskærm, systemet lader faktisk slet ikke til at understøtte videosamtale.
Hvordan kan man dele billeder?
Direkte i telefonens fotoalbum kan du klikke på et valgfrit billede og sende det til eksempelvis dit fotoalbum på Facebook eller Flickr (hvis du har lagt dine indstillinger til tjenesterne ind i telefonen altså). Eller du kan selvfølgelig sende billederne i mail eller MMS.