HTC Magic: Næsten ren magi fra HTC

HTC Magic blev den første Google-mobil, der kommer til Danmark. Den er lidt som en iPhone, bare i smartere format, og følelsen i de hurtige menuer er rigtig lækker.

HTC Magic: Næsten ren magi fra HTC

Den første mobil med Googles nye mobilsystem Android, HTC G1, var en rigtig klumpedumpe. Den nye HTC Magic er derimod mindre og smartere end det indtryk, man får, når man ser den på billede.

Der er mange fiffige fordele ved Googles mobilsystem Android, men en, man tydeligt mærker, er, at der er et stort udvikler-community, der skaber tonsvis af smarte programmer og sjove spil, som man kan downloade fra programkataloget "Market", der ligger på telefonens startskærm.

En anden fordel ved, at Googles system sidder i telefonen, er, at alt, man lægger ind i kalenderen og adressebogen, også automatisk havner omline og tilgængeligt, når du logger ind på google.com med computeren. Jeg vender tilbage til disse Google-specialteter om lidt. Først lidt om, hvordan HTC Magic er udenpå.

Smart styrekugle

Touch-skærme er jo en hot trend. Men nogle gange kan det føles som om, visse knapper på touch-mobiler er fjernet umotiveret. Selvom det er flot, når alt styres via touch-skærmen, kan det være meget praktisk med enkelte styreknapper.

Noget, der gør HTC Magic så god, er netop, at mange funktioner kan styres uden touch-skærmen, ved hjælp af menuknapperne og – frem for alt – den lille styrekugle. Hvis man er ude og gå og skal læse en SMS eller finde en webside, bruger man bare kuglen til at rulle sig frem til og klikke på de rette ikoner og menuvalg på skærmen.

Selve menusystemet i HTC Magic er let at lære. Startskærmen bruges til at placere sine egne ikoner. Det gør man lettest ved at "trække og slippe" sin favoritfunktioner direkte fra hovedmenuen. Billeder, widgets og genveje til websider eller kontakter er andre eksempler på, hvad man kan lægge på sin startskærm.

Fingerstyrede faner

Lige meget, hvor man er i telefonens menuer eller programmer, kan man altid klikke på menu-knappen, så popper der en lille menu op med aktuelle funktioner. Vil man tilbage til telefonens startskærm, klikker man på knappen med det lille hus.

Fra startskærmen kan man trække en lille fane frem med fingeren for at få den komplette hovedmenu frem med alle funktioner og programmer. Hvis man har ubesvarede samtaler eller nye beskeder på for eksempel Facebook eller Twitter, ser man et lille symbol i skærmens øvre kant, og trækker man den øvre kant ned med fingeren som et "rullegardin" over skærmen, kan man så se alle notificeringer og klikke sig videre til netop det program.

Alt det her fungerer virkelig smidigt og intuitivt. Hvad der er endnu bedre: Det går hurtigt. Til forskel fra for eksempel smarte mobiler med Windows Mobile oplever jeg aldrig, at det bliver trægt at bruge Magic, selvom jeg har en række programmer og funktioner i gang samtidig.

En styrke er også, at det er let at udvide systemet med funktioner. Personligt vil jeg for eksempel gerne have, at indkomne SMSer skal poppe op på startskærmen med afsender og begyndelsen af teksten. I programkataloget Market fandt jeg så det gratis program SMS Popup, der klarer dette.

SMS-chat

SMS-beskederne samles under funktionen "messaging". Der ordnes alle beskeder i konversationer efter modtagere. Også billed- og videobeskeder havner i disse chat-konversationer. Det er let at bruge og flot.

Hvad jeg derimod synes er en svaghed med den her og alle andre mobiler uden almindeligt fysisk tastatur, er, at det faktisk ikke er ligeså let at skrive tekst, for eksempel i en SMS eller mail. Præcis som med iPhone får man på Magic et lille tastatur frem på skærmen. Der er en ordliste i mobilen, der foreslår ord. Ovenover tastaturet kommer der op til fire forslag frem til hvilket ord, man er i gang med at skrive (betydeligt smartere end på iPhone, der kun foreslår et ord). Så klikker man på det ord, der er det rigtige, eller fortsætter med at skrive. Det her fungerer ret fint, men på det eksemplar af HTC Magic, som vi har testet, er der kun en engelsk ordliste. Når telefonen kommer på markedet herhjemme, kommer den naturligvis med en dansk ordliste.

Hundredvis af programmer

Muligheden for at udforme funktioner og programmer er selvfølgelig en stor styrke ved den her mobil. Frem for alt er det enkelt at installere disse. Man går bare ind under "Market" i telefonen. Der kan man søge efter programmer eller spil, enten via søgeord eller i forskellige kategorier.

Jeg bliver mildest talt positivt overrasket over den store mængde programmer og spil, der var.

Hundredvis af gratis spil og programmer vælte frem fra kataloget. Nu er det kun det, der er gratis, som kan man få fat i, eftersom Google endnu ikke er kommet med løsningen til betalingsprogrammer i Market til det europæiske marked. Alligevel føles det, som om der er et godt udvalg. Spillene bruger ofte skærmens bevægelsessensor, for eksempel sådan, at man ruller en kugle, som i det klassiske labyrintspil i træ.

Installationen af spil og programmer er idiotsikker. Man klikker bare på programmet eller spillet i listen og vælge "install". Så havner det i telefonens hovedmenu.

Google-programmer

De praktiske funktioner i telefonen er ellers oftest baseret på Googles webtjenester. Det er jo Google, der ligger bag systemet i telefonen, og der mærker man i adressebog og kalender.

Allerede første gang, man starter telefonen, skal man udfylde brugernavn og kodeord til sin brugerkonto på google.com – og har man ikke allerede en sådan konto, må man pænt anskaffe en, hvis man skal bruge telefonen fuldt ud. (Det koster selvfølgelig ikke noget.)

Kalenderen i telefonen baseres på Googles online-kalender, og det er faktisk rigtig praktisk for mange af os. Det bliver mere almindeligt, at folk lægger fælles kalendere i Googles online-kalender for at planlægge familieliv, arbejdsopgaver eller andet. Disse kalendere havner nu også automatisk i telefonen. Man kan selvfølgelig vælge hvilke af ens Google-kalendere, der skal vises.

Google-kalenderen kan også synkroniseres automatisk med Outlook i en PC via Googles synkroniseringsprogram (google.com/sync), eller abonneres ned til iCal-kalenderen i Mac.

Adressebogen i telefonen synkroniseres med Google Contacts. Det er smart, eftersom det gør det enkelt at synkronisere telefonen med computeren uden at skulle koble telefon og computer samme. Især hvis man har en Mac, så er det nok at udfylde sine kontooplysninger til Google i computerens adressebog. Med Outlook i en PC skal man installere et lille program for at synkronisere – mindre elegant end på Mac, men det fungerer.

Noget program til at "synkronisere" telefonen direkte med computeren følger ikke med i købet. I stedet monteres telefonens hukommelseskort som en harddisk, når man tilslutter den til computeren. Så kan man overføre musik, billeder med mere til hukommelseskortet – og når man siden starter musikafspilleren eller billedviseren, findes billeder og sange automatisk frem.

Trådløs musik

Musikafspilleren virker ret simpel men fungerer rigtig fint. Desværre har Magic intet rigtigt stik til høretelefonerne, man må i stedet tilslutte høretelefoner via mini-USB-stikket, der også bruges til at oplade telefonen. Jeg købte en adapter til et almindeligt høretelefonstik i en isenkram til omkring 100 kroner. Derefter kunne jeg tilslutte nogle rigtig gode høretelefoner.

Der er også understøttelse af stereo-bluetooth i telefonen (hvilket ikke fandtes i den første Google-mobil G1), men musikafspilleren i vores version af Magic understøtter ikke afspilning via Bluetooth. Det skal dog ordnes i den endelige version af telefonens software, så man kan tilslutte trådløse stereo-høretelefoner og lytte til musik.

En anden special-løsning, jeg brugte for at få musikoplevelsen med HTC Magic til at blive god, var det lille gratis program Salling Media Sync. Det findes både til PC og Mac, og med det program kunne jeg enkelt synkronisere mine sange og spillelister fra computerens musikafspiller iTunes til HTC Magic. Salling Media Sync mærker automatisk, at telefonen bliver tilsluttet og rapporterer at telefonen er tilsluttet – og så er det bare at vælge, hvilken musik, hvilken podradio og hvilke spillelister, jeg vil have over i mobilen. Smart og flot.

HTC Magic er helt enkelt vokset en hel del som musikmobil i løbet af testperioden, når jeg har inddraget dette tilbehør. At HTC ikke sender et godt synkroniseringsprogram til medie med, er selvfølgelig mærkeligt, men eftersom der er en smart producent af tredjepartstilbehør, der ordner det, kan man alligevel nyde musik med Magic.

Skarpe billeder

Når det gælder andre mediefunktioner, skal HTC have et plus for kameraet i den her telefon. HTC Magic er nemlig en rigtig tynd touch-mobil, og dermed forventede vi, at kameraet ville være cirka lige så dårligt som iPhones kamera. Ikke mindst, fordi forgængeren til Magic (HTC G1) havde et rigtig skidt kamera.

Men Magic har faktisk et kamera, der er betydeligt bedre end ventet. Frem for alt har det en god autofokus-mekanisme, der klarer skarpheden i billederne vældigt flot. Farvegengivelse og lys i billederne bliver også rigtig fint. HTC er en producent, der ikke ligefrem er kendt for gode mobilkameraer, men her har man haft heldet med sig. Dog mangler der en fotolampe eller blitz, så når det er mørkt, bliver billederne ikke gode. Men kameraet klarer sig bedre end mange andre med at få lys og farver i nogenlunde lysstærke indendørsmiljøer og udendørsbilleder.

Opløsningen på billederne er 3-megapixel, hvilket er passende med tanke på optikken. Man kan også filme videoklip, men så er opløsningen beskedne 320 x 240 pixel (mindre end 0,1 megapixel) og kvaliteten temmelig middelmådig.

Billeder, du tager med telefonen eller har overført til telefonen, ligger samlet til visning i telefonens billedgalleri, usorterede. Man må se på dem i kolonner af miniaturer eller ved at blade sig frem gennem billederne på fuld skærm.

Facebook og Flickr

Med et program som det gratis PicPush, der kan downloades fra programarkivet Market, kan man også sende billederne direkte til nettet – Facebook, Flickr, Picassa eller hvor du end vil have, at dine bekendte skal kunne se billederne, du tager med mobilen.

Synes du om denne type "sociale tjenester" er Magic for resten en fiffig telefon. Har man for eksempel Facebook-programmet og Twitter-programmet Twitdroid installeret, kan man nemt se, hvad ens venner laver og opdatere sin status fra telefonen. Har man et ny besked på Facebook, vises det i telefonens øvre kant på samme måde, som når man har en ny SMS.

Internet er i øvrigt lidt den her mobils trumfkort. Måske ikke så underligt, når den nu kaldes "Google-mobil"… Frem for alt er webbrowseren god. Rigtig god. Jeg vil nok sige, at det er den bedste mobile webbrowser på markedet lige nu. Den er hurtig og fungerer fint til mobiltilpassede websider og almindelige fuldstore websider.

Man navigerer på websider enten ved at trække fingeren over skærmen eller ved at dreje på telefonens styrekugle.

Det sidste er faktisk det letteste og et lille tryk på styrekuglen åbner et klikbart link på siden. Med et dobbeltklik på styrekuglen kan man også zoome ud. Man kan også skifte mellem flere sider og så kan man få en sideoversigt frem, hvor man samtidig ser miniaturer over alle de sider, man har åbnet, så kan man bare dreje kuglen hen til den side, man vil surfe på.

Gmail ligger installeret på forhånd som e-mailprogram på telefonen, men HTC har også lagt e-mailprogrammet HTC Mail ind. Der kan man lægge sine øvrige mailkonti. Det er ikke et superelegant mailprogram, men fungerer helt okay og understøtter almindelige mailkonti (pop imap) og også Exchange.

Trin-for-trin-navigation

Magic har også GPS (og aGPS, hvis man aktiverer det i indstillingsmenuen). Telefonen har en udvidet specialversion af Google Maps installeret fra starten. Hvis man aktiverer al positionering, kan Google Maps finde telefonens position på et par sekunder, selvom man er indendørs. Telefonen positioneres med hjælp af såvel GPS-satellitter som via triangulering af mobilnettets basestationer og tilgængelige Wi-Fi-opkoblinger.

Det, der er godt ved den version af Google Maps, der ligger i Magic, er, at der også er mulighed for at få vejbeskrivelser trin-for-trin af vejen til en bestemt destination.

Alligevel er Google Maps stadig ikke på niveau med andre GPS-programmer, især hvis man vil bruge det til navigation af bil eller cykel. Men der er flere bedre GPS-programmer på vej, som man i så fald må købe til sin Android-mobil. Telenav er et sådant mere komplet bil-GPS-program, der for nylig er lanceret til Android.

Magic er virkelig en rigtig charmerende mobil, den mest charmerende jeg har testet meget, meget længe. Den har et lækkert lille format, men alligevel stor og god skærm og er proppet med funktioner – og et rigtig godt system i form af Android.

Magic er bedre end for eksempel iPhone 3G, men er alligevel noget billigere.

Til forskel fra Microsoft-mobiler er Magic hurtig. Og til forskel fra iPhone klarer den at lave mange ting samtidig. Tager du billeder, kan et program ligge i baggrunden og overføre dem til din billedblog, uden at du mærker til det, samtidig med at du skifter over til Facebook, musikafspilleren eller et andet program. Magic er måske ikke magisk, men byder på en rigtig skøn helhedsoplevelse.

Videre nyt om iPhone

Meget er sket siden vi kørte artiklen. Redaktionen kørte videre med bolden. 19/5/2009 fulgte vi op med historien; HTC G1: Nytænkning i gammel indpakning – Historien kan du læse her. Seneste nyheder om iPhone finder du her..