HTC Vive Arts – oplev verdenskunst i stuen

HTC Vive Arts er et nyt stort kunstprojekt i million dollars-klassen - Tate Modern er første store museum, der er klar med udstilling i virtual reality.

HTC Vive Arts – oplev verdenskunst i stuen

HTC har taget hul på en stor satsning til VR-headsettet Vive og smider millioner af dollars efter projektet Vive Arts. Med HTC Vive Arts inviteres museer og kunstnere fra hele verden til at udvikle virtual reality installationer og meningen er, at kunsten på den måde skal få tilføjet nye dimensioner og nye muligheder for interaktivitet mellem kunsteren, kunsten og tilskueren.

Tate tilbyder Modigliani i virtual reality

Det første store kunstprojekt, som Vive Arts bringer for dagen, sker i samarbejde med Tate Moderns store udstilling i London om den italienske billedhugger og maler Modigliani, der åbner den 23. november.

Her vil udstillingen omfatte en integreret virtual reality oplevelse, der tager de besøgende helt ind i Modiglianis verden i Paris i starten af det 20. århundrede. På samme tid kan man opleve Modigliani i virtual reality hjemme fra stuen via HTC Vive, oplyser HTC i en pressemeddelelse.

Se også: Test af HTC Vive

 

Mange partnerskaber

HTC Vive har udover samarbejde med Tate Modern også indgået partnerskaber med bl.a. Londons Royal Academy of Arts, Taipei’s National Palace Museum, French National Museum of Natural History og Newseum i Washington DC.

HTC Vive er blevet rost for at være rigtig godt, men det er også dyrt og sælger langt fra lige så godt som for eksempel Sony PlayStation VR. Med Vive Arts forsøger HTC at komme bredere ud og ikke mindst ud til et mere seriøst publikum, der kan kaste prestige af på Vive. HTC oplyser ikke, hvor mange millioner dollars de investerer i Vive Arts, men slår i hvert fald fast, at pengene skal bruges til at hjælpe samarbejdspartnere med at udvikle indhold.

Se også: Nyheder om HTC Vive