Huawei Honor 2 kommer til Danmark – priskrigen er for alvor i gang
Det kinesiske firma Huawei har de sidste par år møvet sig ind på smartphone-markedet herhjemme og 2013 kunne meget vel blive et gedigent gennembrud for dem i Danmark.
Sidste år var Huawei Honor deres bedste smartphone til prisen og meget tyder på, at opfølgeren Honor 2 sagtens kunne blive deres bedste til prisen i 2013. Da vi første gang skrev om den, stod det uklart, om den ville ramme det danske, men nu afslører Huawei, at den kommer i uge 8.
Prisen lander på 2.500 kroner, oplyser Huawei videre. Og hvad får man så for pengene?
Til modellen har Huawei udviklet deres egen K3V2 processor, der har hele fire kerner med en hastighed på 1,4 GHz hver.
Derudover har de pakket den med 1 GB RAM og 8 GB intern hukommelse, som kan udvides med microSD. På bagsiden finder man et 8 megapixel kamera, som kan optage video i fuld HD med 1080p.
Den 4,5 tommer store skærm har en opløsning på hele 1280 x 720 pixels. Den opløsning giver skærmen en pixeltæthed på 326 PPI, hvilket er det samme som Apples iPhone 5.
Batteriet er på 2.150 mAh og Huawei oplyser, at det skulle kunne række til 13 timers taletid.
Den kommer med Android 4.0 fra start, men Huawei lover, at den bliver opdateret til Android 4.1 inden udgangen af 1. kvartal 2013.
Selvom den mangler 4G, så er der på papiret tale om en rigtig prisbasker, som de nærmeste konkurrenter som HTC, LG og Sony skal holde et rigtig godt øje med. LG er godt med med LG Optimus G, som får en pris på under 4.000 kroner. Den har 4G, skarp skærm og spændende tilføjelser. Det bliver interessant at se, hvad HTC og Sony byder ind med til priskrigen.