Få mere ud af din Huawei mobil – 11 tips til Emotion UI
Gennem årene er Android blevet lettere at bruge med praktiske funktioner. Flere og flere mobilproducenter vælger at benytte næsten helt ren Android, men der er også enkelte producenter, der tilpasser Android med henblik på at gøre styresystemet endnu mere brugervenligt og fleksibelt at bruge. En af dem er Huawei – vi kommer her med en række tips og tricks til, hvordan du kan få mere ud af kombinationen Android og Emotion UI på Huaweis mobiler.
Du kan enten se vores guide til Huaweis mobiltelefoner med EMUI i videoen herover eller du kan læse vores guide herunder.
Se også: Sammenlign priser på Huawei mobiler
Tips til Huaweis mobiltelefoner med EMUI
Aktivér app-skuffe
Som udgangspunkt er Emotion UI bygget anderledes op end Android normalt er – der er ingen app-skuffe – appene ligger bare på startskærmene lige som man kender det fra iOS på iPhone. Det giver mening i min optik, at de samme apps ikke ligger to forskellige steder på mobilen, men savner man den løsning, kan man finde app-skuffen frem igen.
Gå ind i Indstillinger > startskærm og baggrund > Startskærm stil > Skuffe.
Optimér og forlæng batteritiden
De nyeste topmodeller fra Huawei har både kraftige batterier og lynende hurtig opladning, men derfor er det nu alligevel rart med mange muligheder for at optimere og forlænge batteritiden. Der er batterioptimering i Android som standard, men der er betydeligt flere muligheder i Huaweis Emotion UI.
Gå ind i indstillinger og vælg batteri – og slå dig så bare løs. Der er mulighed for at optimere og tilpasse på mange punkter. Du kan for eksempel vælge forskellige strømbesparelsestilstande – for eksempel ultra-tilstanden, der kan forlænge batteritiden mange gange. Du kan også bede telefonen komme med forslag til, hvordan man kan optimere batteriforbruget.
Lageroprydning
I lageroprydning kan du sørge for en god gang rengøring i mobilens indre for at sikre, at den bliver ved med at være hurtig i brugerfladen – det bør man gøre fra tid til anden og det tager ikke mange sekunder.
Gå ind i Indstillinger > Lager > Ryd op
Se også: Test af Huawei mobiler
Gør mobilen lydløs på bestemte tidspunkter
Det er muligt at indstille mobilen til at være lydløs på bestemte tidspunkter, så du ikke bliver fristet til at kigge på den i tide og utide, når den bipper løs. Det kan for eksempel være om morgenen, når man kommer hjem fra arbejde eller i weekenden.
Gå ind Indstillinger > lyde > Forstyr ikke. Her kan du sætte telefonen på “Forstyr ikke” generelt, men du kan også planlægge det til bestemte tidspunkter.
App-tvilling
App tvilling er en fiks lille funktion til dem, der bruger sociale medier både privat og arbejdsmæssigt. Her kan du nemlig koble to konti til Facebook eller Whatsapp – det er kun de to, der kan bruges lige nu, men det kan være meget smart for nogle brugere.
Indstillinger > Apps >App-tvilling og vælg Facebook eller WhatsApp og tilknyt så den ekstra konto til det valgte sociale medie.
Sikkerhedsboks
Sikkerhed på mobilen kan handle om mange ting og tilgås på flere måder. En af dem i Huaweis Emotion UI er ‘Sikkerhedsboks’. Her kan man gemme billeder, lydoptagelser, videooptagelser og filer generelt i en boks, som kun kan låses op med en kode, dit ansigt eller dit fingeraftryk. Her kan du altså gemme dokumenter, så ingen andre end du kan få adgang til dem.
Gå ind i Indstillinger > Sikkerhed og privatliv >Sikkerhedsboks til fil. Tryk på Tilføj og vælg de filer, du ønsker gemt i sikkerhedsboksen. Herefter er det så kun dig, der kan få adgang til dem.
Styr mobilen med din kno
Kno – et ord, hvor tankerne går hen mod hårdkogte film fra 50’erne, men du kan også bruge din kno til at udføre lidt mere elegante funktioner på din Huawei mobil.
Du kan tage et skærmfoto ved at banke to gange med din kno på skærmen – banker du med to knoer på skærmen, kan du optage videoklip af din skærm, mens du bevæger dig rundt – og det med lyd, hvis du har behov for at sige noget samtidig.
Du kan også åbne programmer ved at tegne et bogstav – for eksempel c for chrome eller m for musik.
Du kan også bruge knoen til at opdele skærmen i to til ægte multitasking og endelig kan du tegne for eksempel et hjerte hvor som helst på skærmen og så gemme billedet på mobilen og sende til en du holder af.
For at aktivere Kno-tilstand, skal du ind i Indstillinger > Smart Hjælp > Bevægelsesstyring. Her slår du knogestus til ved de tre muligheder.
Find filer og apps i et snuptag
Man kan hurtig få gemt mange ting på sin mobil, men hvor er det lige man nu har gemt de her ting? De er lette at finde frem heldigvis.
Træk en finger ned midt på skærmen og man kan straks søge efter apps, kontakter, dokumenter og andet, man har liggende på mobilen.
Hurtig opkald fra låst skærm
Ønsker du at lave et hurtigt opkald, så kan du gøre det simpelt, selvom mobilen har sin skærm låst. Hold volumen-ned-tasten inde, indtil du hører et lille bip og herefter siger du så blot navnet på den, du vil ringe til.
Slå funktionen til på denne måde: Tryk på telefon-appen > Indstillinger (ikonet med de tre prikker under hinanden øverst til højre) > Indstillinger > Stemmestyring > Hurtig opkald > Slå hurtig opkald til.
Tekst og skærmstørrelse
Over 1,3 milliarder mennesker har problemer med synet i et eller andet omfang – derfor kan det være smart at kunne ændre på tekst eller skærmstørrelse på ens mobil. Hvad er forskellen, spørger du måske og hvordan kan man ændre skærmstørrelsen?
Jo, ændrer man tekststørrelsen, så er det kun skærmens tekst, der ændres. Ændrer man på skærmstørrelse, så ændres alt i brugerfladen, både tekst og billeder.
Indstillinger > Skærm > Tekst- og skærmstørrelse. Vælg så at ændre på enten Tekststørrelse eller Skærmstørrelse.
Gør mobilen hurtigere
Mit yndlingstrick som jeg altid bruger, når jeg skifter mobil er at aktivere ‘udviklertilstand’, hvor man gør telefonens brugerflade hurtigere – også på selv den kraftigste mobiltelefon. Udviklertilstand lyder farligt men er det ikke – overhovedet.
Gå ind i Indstillinger > System > Om telefon > Versionsnummer. Tryk nogle gange hurtigt på Versionsnummer ind til en lille tekst dupper op, hvor der står, at du nu er udvikler.
Gå så tilbage til System og tryk på ‘Muligheder for Udviklere’. Her scroller du ned indtil du ser punkterne med de besværlige navne Animationsskala for vindue, Overgangsanimationsskala og Animatorvarighedsskala.
Ved hvert punkt står der 1x og det kan du ændre til for eksempel 0,5x eller slå helt fra. Slår du det helt fra ved alle punkter får du nu en mærkbar forskel i hastigheden, når man åbner apps, da telefonen nu ikke skal bruge tid eller i hvert fald mindre tid på at arbejde med animerede effekter.
En lille huskenote: Det er på eget ansvar at du aktiverer udvikler-funktionen og selvom den er meget ufarlig, så bør du ikke eksperimentere for meget, hvis du lidt usikker på det med mobiltelefoner.
Se også: Guide til Huawei mobiler