Interview med manden bag Angry Birds: Mobilspil for milliarder
2010 var året, hvor mobilspil for alvor blev mainstream. Og det var naturligvis en bunke vrede fugle fra Finland, der var skyld i det. Angry Birds fra Rovio var det første mobilspil, der blev et kulturelt fænomen – på samme måde som konsol- og computertitler som Super Mario Bros eller Halo. Det er selvfølgelig et succeseventyr for et lille spilselskab fra Finland.
Men det markerer også et vigtigt skift i mobilverdenen. Telefoner og forbrugere, i hvert fald i Vesten, er endelig klar til det, mange har talt om i årevis.
Angry Birds solgte for et godt stykke over 10 millioner dollar i 2010 i Apples App Store. Og der var salget til Symbian-mobiler ikke regnet med. Og heller ikke indtægterne fra annoncevisninger i Android-versionen, der mod at vise annoncer er gratis at hente ned.
Analysefirmaet Gartner vurderer indtægterne fra mobilspilsalget til over 5,6 milliarder dollar i 2010. Og indtægterne forventes at være mere end 11 milliarder dollars i 2014. Analysekonkurrenten Juniper Research tror, at det vil vare noget længere, til 2015, inden indtægterne når over 11 milliarder. Det handler under alle omstændigheder om svindlende summer.
Og der er næppe tvivl om, at mobilspil har momentum lige nu. Spillene bliver et stadig vigtigere konkurrencemiddel for mobilgiganterne, noget, der ikke mindst understreges af den opstandelse, der har været omkring Sony Ericssons nye spilmobil, Xperia Play.