Intet roaming-gebyr kan betyde højere mobilpriser i Danmark
EU har udtrykt ønske om helt at fjerne roaming-priser i EU fra og med juni 2014. Det betyder, at vi vil kunne tale, sms og gå på nettet i udlandet til samme mobilpris som herhjemme.
Her kan du læse tips til, hvordan du får en lavere mobilregning på ferien.
Det lyder umiddelbart godt i de flestes ører, men det kan sagtens få konsekvenser for os, lyder det fra teleanalytiker John Strand fra Strand Consult.
“Det er fint, at det er EU’s ambition af fjerne roaming-priser, men det store problem bliver at harmonisere priser og skatter på tværs af grænserne. Danmark har nogle af de laveste priser i EU, når det kommer til mobiltelefoni, så enten skal de danske operatører sætte priserne op eller også skal en række europæiske lande sænke priserne”, lyder det fra Strand.
Skulle det ske, at priserne sænkes i en række EU-lande, hvor skal investeringerne så komme fra, spørger Strand selv:
“Mange EU-lande har dårlige netværk, Danmark er en undtagelse, og mange de lande er hårdt presset af finanskrisen, så hvem skal så udbygge og vedligeholde netværkene, hvis de pludselig mister indtægter? Det er valgflæsk fra EU’s side. EU er ikke særlig populære i mange lande, men kan de fjerne roaming-priserne vil de blive mere populære”, mener Strand.