iOS apps tjener fire gange mere end Android apps
I en rapport fra analysefirmaet Flurry Analytics står det klart, at apps til iOS generelt har fire gange højere salgstal end de tilsvarende Android-udgaver af programmerne. Flurrys tal viser også, at 3 ud af 4 udviklere vælger iOS-platformen som deres startplatform til nye projekter, hvor kun den resterende fjerdedel vælger Android.
Oplysningerne stammer fra et analyseværktøj, der giver udviklere mulighed for at få et indblik i sine programmers statistikker. Værktøjet bliver i dag brugt af over 55.000 virksomheder, der har det installeret i over 135.000 programmer til Android og iPhone.
Flurry er formentlig det mest populære analyseværktøj for iOS-udviklere, men det gør sig ikke umiddelbart gældende i Android-lejren. Google har nemlig sit eget værktøj – Google Analytics – som man opfordrer alle Android-udviklere til at benytte i sine apps. Den lette opsætning gør, at mange vælger dette frem for noget andet til Android.
Flurrys højere popularitet blandt iOS-udviklere genspejler sig ganske tydeligt i statistikkerne. Hvis fordelingen af Android- og iOS-udviklere havde været lige, ville dele af statistikkerne naturligvis se ganske anderledes ud.
Man kommer dog formentlig ikke uden om, at iOS apps generelt giver højere indtægter end deres Android-versioner. Flere tidligere undersøgelser viser også, at iOS-brugere generelt at villige til at betale mere og at der er langt flere betalingsprogrammer i App Store end der er i Android Market.
Kilde: Neowin.net