iPhone får Wi-Fi Internet Tethering
Internet Tethering via Wi-Fi har længe været en af de funktioner, som ejere af Android smartphones har kunnet nyde godt af. Denne feature indebærer, at telefonen tænder for sit eget hotspot, som andre enheder så kan tilslutte sig via Wi-Fi og dermed komme på internettet via telefonens 3G-forbindelse.
Som iPhone-ejere har man måttet nøjes med valget mellem at jailbreake sin telefon for at få samme mulighed eller blot at kigge misundeligt på kammeratens HTC, Sony Ericsson eller Samsung smartphone, mens man spurgte sig selv, hvornår Steve Jobs og Apple mon ville løsne deres jerngreb og gøre denne feature til en officiel del af iOS.
Nu er ventetiden åbenbart forbi. Efter alt at dømme bliver Internet Tethering via Wi-Fi en del af iOS 4.3.
I går kunne Apple nemlig præsentere et nyt samarbejde med den amerikanske operatør Verizon – et samarbejde, som tusindvis af amerikanske kunder længe har ventet på. Og en del af den officielle meddelelse var, at alle iPhones, som bliver solgt til Verizon-kunder, vil inkludere Internet Tethering som standard feature.
Da Verizon bruger det mindre udbredte CDMA-netværk, som er en pendant til GSM-netværket, vil en iPhone købt hos Verizon ikke kunne bruges i Europa ej eller hos AT&T, som hidtil har haft monopol på at sælge iPhone i USA.
Når Verizon begynder at sælge iPhones den 10. februar bliver det med en særlig version 4.2.5 af iOS, mens den nye feature altså bliver inkluderet, når alle vi andre får mulighed for at opdatere til iOS 4.3.
Din teleoperatør skal dog tillade Internet Tethering i sit netværk, og et iPhone hotspot vil højest kunne understøtte fem samtidige enheder.