iPhone-lyd i bilen
iPod er kompatibel med rigtig mange bilanlæg og diverse producenter. Faktisk har mange bilmærker specifikke holdere, adaptere og lignende udstyr til netop iPod.
Mange nuværende og kommende iPhone-ejere vil uden tvivl også gerne kunne benytte mobilen i bilen, og der har da også været intensiv testning af iPhone fra de forskellige producenter af bilstereo.
Flere har allerede modeller, der er fuldt kompatible med iPhone, mens andre fortsat tester, og nogle regner med at komme med opdateringer af deres nuværende bilstereo-modeller.
Alpine og Kenwood har meldt ud, at de fleste af deres modeller er kompatible med den nye Apple-mobil, mens Pioneer, JVC, Sony og Panasonic fortsat tester løs.
Musik afspilning, pause og genoptag-funktioner, kunstner/ID information og lignende, virker alt sammen med iPhone og bilanlæggene fra Alpine og Kenwood.
Kenwood oplyste, at de kunne få telefoninformationer op på de fleste af deres HUDs, head unit displays, altså skærme. Samtidig med dette, oplades iPhone via HUD’en.
Når et opkald modtages, pauses musikken, og genoptages igen, når man lægger røret på.
Begrænsninger findes der også nogle få af. iPhone kan ikke streame video til en ekstern skærm, altså videoskærm i bilen.
Det er heller ikke muligt at streame stereo musik via Bluetooth, i hvert fald ikke uden en speciel adapter.
Dette problem vil firmaet Scosche løse med deres adapter. Disse er OEM-udgaver, og vil virke med flere forskellige mærker radioer og andre lydenheder.
Der er både typer der bygges ind, og helt almindelige løse udgaver der sættes i cigaretlighter-stikket i bilen.
Nogle producenter havde også problemer med telefonfunktioner, primært tale via Bluetooth, men der bliver arbejdet på at opdatere de eksisterende systemer så de virker med iPhone-modellen.
Parrot har indtil videre de eneste kit der er 100 procent kompatible med iPhone.
Firmaet Blitzsafe kan sørge for lyd gennem bilens højtalere, ved hjælp af deres nye iLink adapter. Udover at oplade telefonen, virker de med diverse mærker radioer, så længe disse har en AUX-indgang.
Med hensyn til telefonfunktioner, så har producenten Peripheral adaptere klar, der virker med alle typer radioer og iPhone.
DICE har et bredt sortiment af adaptere der passer til originale bilradioer, for eksempel til Audi, BMW, Mazda og Toyota. Et nyt adapterkit kommer senere på året, og vil også indeholde funktioner til håndfri tale.