T-Mobile laver iPhone-brøler
Det er noget farlig stads, det internet – det har den tyske mobiloperatør T-Mobile måttet sande. De har længe afvist, at de får kontrakt på at sælge iPhone i Europa, når den kommer hertil om nogle måneder. Under en såkaldt "indekseringstest" kunne man imidlertid for en kort stund finde et menupunkt, der var dedikeret til Apples iPhone. Det tyske magasin Fokus var hurtigt ude, og nåede at få et screenshot af siden, som du kan se her til højre. Klikker du på billedet, kan du se det i stort format. Det billede har straks sat gang i rygterne om, at T-Mobile bliver den europæiske operatør, der får lov at sælge iPhone.
De har da også været nævnt flere gange i den forbindelse, men der spekuleres også i, at et par ekstra operatører også får lov at være med. Det europæiske marked er nemlig stærkt opdelt, så det vil være mest logisk, hvis flere operatører kommer med ind over. F.eks. nævnes Vodafone og 3 som kandidater.