Jabra Solemate test – højlydt sag

Jabra Solemate test: God størrelse og fornuftig lyd i lille bærbare højtaler.

Jabra Solemate test – højlydt sag

Jabra tænker strand og udeliv med Solemate, noget der synes at være gennemgående hos højtaleren. Gummisålen på undersiden, der kan tages af og skal kunne skiftes til en i en anden farve, skjuler pænt et lydkabel, og i æsken er der en taske, der skal beskytte mod sand, samtidig med at lyden ikke ændres af, at højtaleren er i tasken.

Højtaleren er i sig selv beskyttet mod en del fugt og ubild behandling, selvom man måske ikke skal bade med den.

Efter at have lagt ud med en utroligt tåbelig guidestemme ved sammenkoblingen med en telefon, tænk den stemme, der plejer at indtale trailere til actionfilm, er Solemate klar til op mod ti timers musikafspilning eller konferencesamtale, da der også er en indbygget mikrofon i højtaleren. Selvfølgelig afhænger batteritiden af, hvor højt du spiller, men nogle timer på stranden er intet problem – hvis du altså kan finde en strand i disse tider, du gider at ligge på.

Højtaleren er lavet til at kunne spille højt, uden at der kommer for meget forvrængning i lyden og netop det er Jabra lykkedes forholdsvis godt med i forhold til højtalerens beskedne størrelse. Der er også overraskende meget bas i den lille sag, men når det kommer til resten af registeret, føles det som om, der mangler en hel del partier.

Diskant og mellemregister er der, men det lyder lidt som om, der er store huller i frekvensomfanget mellem dem.

I det store hele lyder det okay i forhold til størrelsen, og at det handler om en transportabel højtaler, selvom prisen er lidt i overkanten.

Fakta
Navn: Jabra Solemate
Type: Batteridreven bluetooth-højtaler
Tilslutninger: bluetooth, analogt 3,5 mm
Højtalertelefon: ja
Batteritid: 8 timmer
Øvrige funktioner: Stænkbeskyttet
Info: www.jabra.com
Pris: ca. 1400 kr
Karakter: 7/10