Kæmpetelefonen MegaPhone
Trenden går mod mindre og mindre og tyndere og tyndere mobiltelefoner, men firmaet SysOpen Digia har valgt at gå den stik modsatte vej. De har nemlig lavet en mobiltelefon ved navn MegaPhone, som måler ikke mindre end 123 cm i længden – og 170 cm hvis den står på et podium specielt designet til netop denne megamobil. Podiummet står på hjul, så man kan trille rundt med mobilen, hvis man skulle få behov for at få lidt opmærksomhed.
Mobilen, hvis man da kan kalde den det, er fuldt funktionsdygtig med en rigtig trykfølsomskærm, og knapper man kan trykke på. Om det i praksis er muligt at foretage et opkald, er dog tvivlsomt, ligesom den nok heller ikke er den hurtigste mobil at skrive sms’er på. Også Bluetooth, E-mail, USB, kalender og telefonbog er den udstyret med, og alle de nødvendige kabler og oplader følger også med.