Kinesisk gigant skal bygge 4G-netværk for danske 3
Den kinesiske netværksproducent ZTE skriver i en pressemeddelse, at 3’s moderselskab, Hi3G, netop har aftalt med den kinesiske netværksproducent ZTE, at de skal bygge LTE-netværket, populært kaldet 4G.
En anden kinesisk netværksproducent, Huawei, forsøgte tidligere at få kontrakt på at opbygge TDC’s LTE-net i Danmark, men blev vraget til fordel for den svenske netværksgigant Ericsson, som ifølge TDC var attraktive med en bundlet løsning med både hardware og service.
Mobilselskabet 3 har selv oplyst, at LTE lige nu er lavprioritet. Planen er først at opdatere 3G-basestationerne til 21 Mbit/s og 42 Mbit/s, før 3 begynder at fokusere på at kunne tilbyde 4G-hastigheder.
De nye basestationer, som ZTE skal etablere ved mobilmasterne, er både i stand til at sende med 3G og LTE. Dermed kan 3 tilsyneladende i et vist omfang udbygge 3G-netværket, samtidig med at ruste mobilnettet til den kommende teknologi.
Der findes to forskellige former for teknologier inden for LTE. Den ene hedder Frequency Division Duplex (FDD), den anden Time Division Duplex (TDD).
Mobilselskabet 3 vandt ved LTE-auktionen for knap et år siden den mindste bid af den mere modne teknologi, LTE FDD. Det betød, at konkurrenterne langt hurtigere kunne udrulle deres fulde LTE-netværk. Telia var de første med lanceringen af LTE-produkter i december, mens TDC har valgt at udsætte deres LTE-lancering, indtil der er gode LTE-dongles. De nuværende dongles, som Telia sælger, må afbryde transmissionen i op til 30 sekunder, når den hopper fra 4G- til 3G-net.
Selv om mobilselskabet 3 vandt den mindste LTE FDD-stump, blev det ikke set som et nederlag hos selskabet. Mens de øvrige måtte betale 330 millioner kroner for deres licenser, betalte 3 blot 12 millioner kroner for deres mindre LTE FDD-frekvens. Oven i fik 3 den eneste frekvensstump inden for TDD, som de øvrige mobilselskaber ikke var interesserede i. De ville ikke betale for LTE TDD, fordi teknologien var mindre moden og altså et langsigtet sats at byde på. Det er ikke blot netværket, men også terminaler som dongles og mobiler, der tager lang tid at udvikle.
TDD har lille popularitet i Europa, men globalt set har teknologien mange kunder, eftersom den kinesiske gigant, China Telecom, satser stort på LTE TDD. Det betyder, at det sandsynligvis vil være attraktivt for elektronikproducenterne også at producere mobiler og dongles, der kan håndtere teknologien.
Udover ZTE er også eksempelvis Nokia Siemens, Ericsson og Alcatel-Lucent involveret i udviklingen af LTE TDD. Hvor FDD er baseret på en traditionel mobilteknologi, hvor upload og download har en konstant størrelse, så giver LTE TDD fordelen, at den kan lave et mere fleksibelt netværk med ændring af størrelsen på upload- og downkanalerne. Det gør, at mobilselskaberne kan tilpasse netværket til brugernes behov.
Mere til sagen
Siden vi publicerede denne artikel er der kommet mere til sagen. Redaktionen fastholdt sit fokus på emnet. Allerede d. 28/3/2011 kørte vi en opfølgning med en artikel der stillede skarpt på Verdenspremiere: Ny iPhone-app viser vej gennem Københavns lufthavn – Klik her og læs artiklen.. Få også seneste nyt i sagen ved at trykke her..