Kommentar: Apple skyder sig selv i foden med 16:9-skærm
Apple har hidtil holdt sig til 3:2-skærmformatet i sine iPhones, og det har betydet at tusindvis af udviklere har skræddersyet sine apps til netop dette format. Grafik og layouts er lavet specifikt til formatet.
Hvis rygterne om den næste iPhone holder stik, betyder det at Apple vil introducere et nyt skærmformat i iPhone 5, nemlig widescreen-formatet 16:9.
Et nyt skærmformat kan betyde at mange ældre apps ikke fungerer efter hensigten på den større skærm. Mange nuværende iPhone apps er som sagt lavet specielt til det nuværende 3:2-skærmformat og tilpasser sig altså ikke afhængigt af den tilgængelige skærmplads.
Problematikken for Apple kan betyde, at iPhone 5-ejere vil få begrænset adgang til apps indtil udviklerne får tilpasset sine apps. Denne tilpasning vil selvsagt omfatte en masse arbejde for udviklerne, og det er ikke sikkert at alle har tid eller lyst til det.
Et andet potentielt problem ligger hos Apple – nemlig hvordan man vil håndtere apps, der endnu ikke understøtter den ekstra høje opløsning. Vil programmerne kunne køres med sorte bjælker eller vil man have mulighed for at zoome ind på skærmbilledet? Måske vil man slet ikke kunne få adgang til de "gamle" apps.
Mange konkurrende platforme kræver, at man laver brugergrænseflader, der skalerer på tværs ad forskellige skærmstørrelser. Alternativt kan man lave forskellige designs til forskellige skærmstørrelser.
Der vil dog også være fordele ved det nye skærmformat. Skærmen bliver helt automatisk langt bedre at se film på, fordi man undgår de sorte bjælker i kanterne.