Lacoste-mobil på vej
I dag er mobilen blevet mere end blot et kommunikationsværktøj. Det er i mange tilfælde også en genstand, som vi gerne vil have udstråler noget bestemt. Derfor er der også sket et boom i antallet af modebrands, der begiver sig ind på mobilmarkedet med særlige moderigtige mobiler. Af eksempler kan nævnes Prada, Hugo Boss, Christian Dior og Tag Heuer. Og nu vil endnu et moderigtig brand være med.
Den parisiske skaber af modetøj Lacoste har nemlig nu meldt ud, at de i samarbejde med ModeLabs, der også producerer mobiler for andre modebrands, vil lave deres egen mobil. Der er ikke oplyst nogen detaljer om modellen, andet end at den vil reflektere kvaliteterne og elegancen bag Lacoste-mærket.
Den nye Lacoste-mobil skulle komme på markedet i 2010, men der er ikke oplyst noget om prisen på modellen.
Kilde: Unwired View