Lån en e-bog gratis via Internettet
Danske biblioteker har gennem længere tid tilbudt lånerne e-bøger, men mange steder har de elektroniske bøger trukket mere støv end interesse.
Måske er problemet, at man fortsat skal ned og hente bøgerne på biblioteket, selv om de er elektroniske.
I Randers har man – som det første sted i Danmark – set det logiske i, at bøgerne skal være elektroniske hele vejen til lånerne. Derfor tilbyder biblioteket nu, at man kan låne bøgerne via Internettet, skriver Computerworld Online.
Ideen er, at man via bibliotekets hjemmeside downloader en bog til sin hjemmecomputer eller ens PDA. Bogen kan man så læse i 21 dage. Herefter slettes den automatisk. Hvis man vil læse videre, må man derfor downloade den igen.
Det er programmet Mobipocket, der sørger for, at man ikke kan kopiere eller beholde bogen.
Både PDA'ere med Pocket PC og PalmOS kan bruge systemet. Endnu er det dog kun lånere, som hører under Randers Bibliotek, der kan få glæde af tilbuddet. Snart følger Århus og Københavns biblioteker efter, skriver Computerworld Online.