LG kan forsinke dansk iPad-lancering

Problemer hos koreanske LG kan forsinke den danske lancering af iPad. De kan simpelthen ikke følge med efterspørgslen.

LG kan forsinke dansk iPad-lancering

Verdens næststørste producent af LCD-skærme, koreanske LG, kan ikke følge med den enorme efterspørgsel på Apples iPad. Det fortæller Kwon Young-soo, chef for LG Displays, til Reuters. Der er allerede solgt 3,5 millioner iPads siden lanceringen i starten af april, og flere analytikere forventer at salget vil runde 13 millioner enheder i år.

Men det kræver, at produktionen af skærmpaneler til iPad hos LG kan følge med, og Kwon Young-soo erkender, at man har problemer.

– Efterspørgslen fortsætter med at stige, og vi kan ikke øge produktionen i samme tempo. Apple bliver måske nødt til at forsinke lanceringen af iPad i nogle lande, fordi man mangler komponenter, og salget stiger så kraftigt. Vi overvejer at udvide produktionskapaciteten for iPad-produkter, men forsyningssituationen vil sandsynligvis fortsat være presset indtil begyndelsen af næste år, siger Kwon Young-soo.

iPad i 19 lande, men ikke Danmark
Apple lancerede i fredags iPad i yderligere ni lande, og den kan nu købes i 19 lande verden over. Men Danmark er ikke med, og den seneste udmelding fra LG kan betyde, at der kan gå lang tid, inden iPad kan købes i de danske butikker.

Hos Apple har man ikke selv direkte kommenteret situationen, men selskabet siger dog, at man lige nu sælger alle de iPad’s, man kan producere.

LG fortæller i samme interview med Reuters, at salget af LCD-paneler til fjernsyn faktisk går langsommere end forventet. Det svage salg af fjernsyn har fået LG til at overveje at sænke produktions-kapaciteten for disse paneler.