LG lancerer armbåndsmobilen

Som den første af de store og anerkendte mobilproducenter har LG nu præsenteret en armbåndsmobil. Og det er tilmed med avancerede funktioner.

LG lancerer armbåndsmobilen

Små kinesiske producenter har allerede i længere tid lavet armbåndsmobiler, der ved første øjekast lignede et halvkedeligt digitalt armbåndsur. Nu er LG dog som den første af verdens store og anerkendte mobilproducenter klar med en armbåndsmobil, som er blevet vist frem på elektronikmessen CES i Las Vegas. Og den har oven i købet flere avancerede funktioner.

Den nye armbåndsmobil har fået navnet GD910, og den betjenes ved hjælp af en 1,43 tommer stor trykfølsom skærm og tre knapper på siden. Modellen har endda som den første armbåndsmobil turbo-3G med understøttelse af en hastighed på op til 7,2 megabit per sekund. Man må så håbe at den kan forbindes til en computer, da den lille skærm ikke ligefrem indbyder til internetsurfing.

Videotelefoni er selvfølgelig også understøttet, da modellen har fået et lille kamera over skærmen, og Bluetooth er naturligvis også indbygget, så man kan tilslutte et Bluetooth-headset. Modellen måler 61 x 39 x 13,9 mm, og vejer 85 g.

LG GD910 skulle komme på det europæiske marked i løbet af 2009 til en endnu ukendt pris.