Lumia 930, Lumia 630 og Lumia 635 er det nye trekløver med Windows Phone 8.1
Nokia har netop præsenteret tre nye Lumia-smartphones med Windows Phone 8.1. Det skete på Microsofts Build-konference i San Francisco, hvor Nokia også offentliggjorde, at Windows Phone 8.1 bliver tilgængelig til Lumia-smartphones med Windows Phone 8.
Opdateringen, som bringer Windows Phone 8.1 til de øvrige Lumia-smartphones, hedder Nokia Cyan og bliver tilgængelig i løbet af sommeren 2014.
“I kombination med de nyeste funktioner fra Microsoft tilbyder Nokia nu uovertræffelige fotomuligheder, et fantastisk design og endnu bedre business-smartphones”, siger Stephen Elop, Executive VP af Nokia Devices & Services.
“Vi er også glade for at bringe Windows Phone 8.1 til alle de Lumia-smartphones med Windows Phone 8, som folk har og elsker. Det betyder, at alle kan få de seneste innovationer, som er tilgængelige på Windows Phone”, forklarer Elop.
Med Windows Phone 8.1 har du plads til endnu flere Live-tiles på startskærmen, du kan swipe dig til de vigtigste notifikationer med funktionen Action Centre, og du kan blive hurtigere til at skrive beskeder med Word Flow. Bor du i USA, hvor funktionen bliver rullet ud først, får du din egen personlige digitale assistent ’Cortana’.
Læs alt om Windows Phone 8.1!
Ud over dette byder Windows Phone 8.1 på funktioner, der gør din smartphone til en endnu bedre business-smartphone samt opdateringer til Nokias fotofunktioner. Blandt andet forbedringer til filmrullen og Creative Studio samt Nokia Storyteller, hvor du nu kan dele video-slideshows på sociale medier.
Nye Lumia smartphones
Nokia Lumia 930 er flagskibet blandt de tre nye Lumia-modeller, som Nokia afslørede i dag. Ud over Windows Phone 8.1 kommer den blandt andet med et 20 megapixel PureView-kamera med ZEISS-optik.
Den er lavet i metal og polycarbonat og har en 5 tommer ClearBlack-skærm. Processoren er på 2,2 GHz, en Snapdragon med quad core.
Nokia Lumia 930 kommer på markedet fra juni måned i Europa, Asien og Indien til en vejledende udsalgspris på 599 dollars, eksklusiv afgifter og eventuelle tilskud.
Lumia 930 forventes at have salgsstart i Danmark i løbet af sommeren, og dansk pris bliver offentliggjort i forbindelse med salgsstart.
Nokia Lumia 630 og Nokia Lumia 635 kommer blandt andet med en Snapdragon quad core-processor, farverigt design med udskiftelige covers samt en 4,5 tommer ClearBlack-skærm.
Lumia 630 kommer både i en version med single-sim og en med 3G dual-sim og Lumia 635 kommer med 4G/LTE.
Alle tre modeller får funktioner som SensorCore med Bing Health and Fitness, Microsoft Office, Nokia Camera, gratis streaming med Nokia MixRadio samt gratis kortmateriale med navigation fra HERE.
Nokia Lumia 630 forventes på markedet i Asien, Mellemøsten, Sydamerika og Europa i maj måned. Lumia 630 med single-sim bliver den første smartphone i denne lancering, der kommer på det danske marked, og den forventes at lande i butikkerne i løbet af andet kvartal 2014 til en vejledende udsalgspris på 1.295 kroner inkl. moms.
Nokia Lumia 635 forventes på flere markeder inklusiv USA fra juli måned til en vejledende udsalgspris på henholdsvis 149 og 189 dollar. Lumia 635 forventes at have salgsstart i Danmark i løbet af sommeren, og dansk pris bliver offentliggjort i forbindelse med salgsstart.