Margarine og mælk via SMS
Da fødevarekæden Irma forleden åbnede sin nye konceptbutik, Irma City, så var det ikke kun lokalerne, der var nye. Også markedsføringen har fået et pep og er blevet mobil, skriver Børsen.
Irma City kan vel nærmest beskrives som et Irma på speed. Det skal gå stærkt, maden skal være let at lave og ikke mindst hurtig at købe. Derfor
kan de unge, hippe kunder – og alle os andre – ikke vente med at tilbudsavisen dumper gennem brevsprækken. Nej, vi skal have tilbud og
nyheder fra den nye Irma-butik direkte ned i mobiltelefonen.
– Vores nye butik henvender sig til yngre mennesker, som har travlt. Det understøtter SMS godt, siger økonomidirektør Claus Christensen til avisen.
Han forventer dog, at SMS med tiden vil appellere ikke kun til de unge, men også til de lidt mere voksne kunder.
En af grundpillerne i den mobile markedsføring er i øvrigt, at kunderne tilmelder sig SMS-servicen. Irma tror nemlig – i lighed med andre
forretninger – på, at reklamer, som folk selv beder om, har den største effekt. Især når de ender i din mobiltelefon.
Der findes i dag kun en Irma City-butik, nemlig på Frederiksberg. Men i begyndelsen af næste år åbner yderligere to forretninger i København, inden konceptet eventuelt spredes ud til resten af landet.