Mobil barnepige
Programmet er udviklet af det polske firma Psiloc. Funktionen minder i høj grad om den babycall-funktion, som findes i flere Dect-telefoner.
Series 60-telefonen placeres i nærheden af barnet. Når barnet vågner, begynder at græde eller giver en anden lyd fra sig, så ringer telefonen op til et i forvejen programmeret nummer tilhørende en telefon tæt ved forældrene. Forældrene bemærker altså, om barnet vågner, uanset om de befinder sig i haven eller i en fjern ende af huset.
Spørgsmålet er dog, om der er mange forældre, der vil føle sig trygge ved at placere en Dect- eller mobiltelefon tæt ved deres sovende barn. En telefon forældrene ikke selv ville benytte sig af uden headset på grund af strålingen.
"Spionfunktionen" er mere interessant. Vil forældrene kigge til barnet uden nødvendigvis at skulle rejse sig fra sofaen, kan de ringe op til telefonen i barneværelset. Telefonen responderer lydløst, hvorefter forældrene blot skal lytte sig frem til barnets tilstand. Denne funktion kan endvidere mistænkes for at blive anvendt andre steder, hvor kreativitetens begrænsninger sættes af ejerens fantasi.
Babycare koster 14.95 euro, hvilket svarer til cirka 110 danske kroner.