Mobilbrugere chikaneres groft

Mobilbrugere chikaneres groft

120 gange på bare fire måneder har desperate mobilbrugere henvendt sig til Konkurrencestyrelsen, skriver Politiken. Mobilbrugerne er vrede over, at deres teleselskab ikke vil udlevere koderne, der kan låse SIM-locken på telefonen op.

Den elektroniske mobillænke sikrer teleselskaberne mod, at deres kunder løber andre steder hen i den bindingsperiode, som ofte er betingelsen for, at forbrugerne kan købe en mobiltelefon med tilskud. Men efter typisk seks måneder er teleselskaberne tvunget til at udlevere koderne, så telefonen kan låses op og bruges med en konkurrents SIM-kort.

Problemet er bare, at teleselskaberne nøler i sådan en grad, at deres kunder må vente i måneder og nogle gange helt forgæves på at få telefonen låst op. Og så er kunderne fortsat tvunget til at bruge deres oprindelige teleselskab eller smide telefonen væk.

I Konkurrencestyrelsen er holdningen imidlertid klart. Selskaberne skal opføre sig ordentligt. Og det skal de gøre det nu.

– Vi vil have selskabernes håndtering af problemet på plads nu, siger fuldmægtig Thomas Hauerberg til Politiken. Også i Forbrugerstyrelsen kritiserer man teleselskaberne for deres politik.

De største danske teleselskaber i Danmark – TDC, Sonofon og Orange – afviser imidlertid over for avisen, at der er noget problem, selv om forbrugerne altså fortsat klager.