Mobilen holder dig vågen

En svensk og amerikansk undersøgelse viser at mobilstråling kan være skadelig for søvnen.

Mobilen holder dig vågen

Forskere mener nu at kunne dokumentere, at stråling fra mobiltelefoner har en negativ effekt på menneskers evne til at komme ind i de dybe søvnfaser, som er de vigtigste for kroppen, skriver avisen The Independent. Det er forskere på svenske Karolinska Institut og Uppsala universitet og det amerikanske Wayne State University, der har samarbejdet om undersøgelsen, som er betalt af mobiltelefon-producenterne.

De 71 forsøgspersoner i alderen 18 og 45 år blev delt i to grupper og den ene blev udsat stråling i 884 MHz frekvensbåndet, som svarer til det, der kommer fra en almindelig mobiltelefon.

Denne gruppe havde sværere ved at falde i søvn og tilbragte mindre tid i de vigtige dybe søvnfaser.

Professor Bengt Arnetz, som har ledet undersøgelsen, mener at strålingen aktiverer hjernens stress-system og “gør folk mere opmærksomme og mere fokuserede, og hæmmer deres evne til at slappe af og falde i søvn”.

Hos mobiltelefon-producenterne er man ikke overraskende lodret uenige i forskernes konklusioner. Her mener man, at undersøgelsens resultater er for uklare til at konkludere, hvorvidt mobilstråling påvirker hjernen eller ej.