Motorolas håndværkermobil kommer til Danmark
Motorola siger selv at DEFY+ er hurtigere, smartere og mere indholdsrig end den tidligere udgave, og specifikationerne lader heller ikke til at skuffe.
Der er tale om en gennemsnitlig Android-smartphone, der som noget ret usædvanligt er rigtig hårdfør. Motorola påstår at modellen er både vandtæt (op til 1 meter) samt ridse- og støvfri. Modellen har opnået den flotte klassificering IP67, der fortæller om produktets beskyttelsesgrad over for støv og vand.
DEFY+ er udstyret med en 1 GHz Qualcomm-processor, og har en 3,7-tommer skærm. Skærmen er lavet af Gorilla Glass, der er kendt for sin hårdførhed. Der er også et 5-megapixel kamera med fotolys og autofokus.
Styresystemet er Android i sin nyeste tilgængelige version, altså version 2.3 (Gingerbread).
Modellen kommer til Danmark den 10. november, og vil have en pris på omkring 2.400 kroner.