Fart og muskler: Topmodellerne kæmper om smartphone-kronen
Format og materiale
Blandt Android-mobilerne i testen er det HTC, der hæver sig over gennemsnittet.
Metalcoveret på HTC One kan tage kampen op med Apple, når det gælder kvalitetsfornemmelse, men mobilen hører ikke til de tyndeste eller letteste i testen, og det trækker helhedsindtrykket ned.
Sony Xperia Z, LG Optimus G og begge Samsung-mobiler føles efterhånden som ret ordinære plastkonstruktioner. Ifølge Sonys hjemmeside skal fladerne på for- og bagsiden af Xperia Z bestå af hærdet glas, men pladerne er tynde, og banker man på mobilen, lyder den lige så hul som Samsungs telefoner.
Det samme kan man sige om LG Optimus G. Bygget i glas, ser flot og gedigen ud, sprækker sikkert, hvis man taber den – men føles som plast i hånden. Et stort plus til Sony, der er lykkedes med at gøre Xperia Z vandtæt, samtidig med et telefonen hører til de tyndeste i testen.
Nokia Lumia 920 er den mobil, der er mest udsvævende, når det gælder udseendet. Desværre virker mobilen ikke lige så velbygget som N9 eller Lumia 800, men det er fint, at der er mobiler i andre farver end sort og hvid.
Lumia 920 er større og tungere, end skærmstørrelsen kan motivere – det er kun Samsung Galaxy Note 2, der er i nærheden af at være i samme vægtklasse.
Blackberry og Samsung har satset på plastcovers, hvor du kan tage bagsiden af og selv skifte batteri. Den mulighed er naturligvis et plus, men Samsungs plastcovers virker meget skrøbelige. Samsung lykkes derimod rigtig fint med at holde størrelse og vægt nede, selvom mobilerne har store skærme på henholdsvis 5 og 5,5 tommer.
Apple har satset på en smallere skærm i forhold til de andre producenter. Det giver ikke uventet både et smidigere format og lavere vægt, men også konstruktionen bidrager til, at iPhone 5 får den højeste karakter i denne kategori.
Vinder: iPhone 5