MWC: HTC Touch Pro2 introduceret

Opdateret 13:34: HTC har netop annonceret deres nye avancerede businessmobil Touch Pro2, der har en stor skærm og fuldt tastatur.

<k>MWC:</k> HTC Touch Pro2 introduceret

På mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona har HTC netop introduceret deres nyeste model til det travle forretningsfolk. Modellen har navnet Touch Pro2, og er således en efterfølger til deres Touch Pro fra sidste år.

Den nye model har en 3,6 tommer stor skærm med en opløsning på 480 x 800 pixel, samt en indbygget nærhedssensor. Desuden har modellen også to højtalere og to mikrofoner, der skulle hjælpe med at reducere støjen under samtaler. Da der er tale om en businessorienteret model har den naturligvis også et fuldt qwerty-tastatur, der kan skydes ud fra siden. Skærmen kan desuden vinkles i forhold til tastatur, præcis som vi kender det fra HTC TyTN II og Nokia N97. Modellen måler 116 x 59,2 x 17,3 mm, og inkluderer desuden HTC’s nye såkaldte Straight Talk-teknologi, der skulle give en forenet e-mail-, stemme- og højtaleroplevelse.

HTC Touch Pro2 skulle komme ud i andet kvartal i år til en endnu ukendt pris.