Nokia på vej med en mini-bærbar

Flere ting tyder nu på, at Nokia er i gang med at lave en blanding mellem en mobil og en computer.

Nokia på vej med en mini-bærbar

Nokias direktør Olli-Pekka Kallasuvo har netop fortalt nyhedsbureauet Reuters, at Nokia kigger ganske kraftigt på at lave en bærbar, da nutidens mobiler og computere smelter mere og mere sammen. Samtidig har den normalt meget velinformerede Eldar Murtazin netop afsløret, at Nokia skulle være gået i gang med at lave deres første minibærbar.

Eldar Murtazin, der ejer mobilsitet Mobile-review, har i et interview til Radio-T sagt, at han har fået lov at se prototypen på en kommende minibærbar fra Nokia. Modellen skulle minde om de nuværende internettablets og have et skydetastatur med diamantformede knapper. Modellen skulle køre på Linux og desuden bruge en ARM Cortex A9 Sparrow-chip, der blev annonceret så sent som i sidste uge.

Der kan dog godt gå lang tid, før vi andre dødelige får modellen at se. Ifølge Eldar Murtazin skulle modellen nemlig først være planlagt til at komme på markedet i 2011.

Kilde: Engadget og Unwired View.