Nokias surfterminaler bliver endelig rigtig mobile
Der er endnu ikke kommet en ny model i Nokias Internet Tablet-serie, på godt dansk kaldes de surfterminaler, men Nokia har løftet sløret for nogle af nyhederne i kommende modeller.
Med de første modeller var man navnet til trods tvunget til at koble sig op via W-lan eller at bruge en mobiltelefon med Bluetooth for at koble sig op til nettet. Ikke just den mest praktiske og mobile løsning. Det råder Nokia dog nu endelig bod på ved at indbygge turbo-3G i den nye generation, oplyser Ari Jaaksi, chef for Nokias software-afdeling.
En anden forbedring skulle være, at man fremover kan bruge kameraet til at tage "højtopløste billeder med". I dag er der kun et simpelt VGA-kamera i Nokias surfterminaler, og de er kun tænkt til at videochatte med og ikke til at fotografere med.
Med bedre kamera er det måske også en logisk følge, at de får funktioner, som gør det lettere at dele sine billeder med andre.