Nørd fandt tyv med Find My iPhone
En af de helt store funktioner i det nye iPhone OS 3.0 er “Find My iPhone”. Denne funktion gør det muligt at positionere ens iPhone på et Google Maps kort, og man kan endda også sende beskeder til telefonen, så folk i nærheden kan returnere telefonen til dens retmæssige ejer.
Funktionen fungerer ganske vist kun for betalende MobileMe-abonnenter, men for amerikanske Kevin, der ifølge hans blog er en selverklæret nørd, var pengene lagt godt ud.
Først lykkedes det ikke
Efter at have været til en Lego-konvention med to venner, mistede Kevin nemlig sin iPhone. Dog kom han i tanke om, at han netop havde aktiveret “Find My iPhone”-funktionen, og efter at have tilsluttet sin vens computer til internettet via mobilt bredbånd, tjekkede han status for sin mobil på www.me.com.
I første omgang lykkedes det ikke, og tjenesten skrev, at der ikke var nogen forbindelse til hans mobiltelefon, og at han derfor ikke kunne sende en meddelelse til mobilen.
Men så så gik det stærkt!
Kort efter fik han dog en e-mail om at meddelelsen nu var blevet vist på telefonens display, og så gik det ellers stærkt. Nu kunne han få vist mobilens position på Google Maps, og efter flere forsøg på at sende meddelelser til mobilen i håb om at få svar, besluttede han sig for at finde telefonen.
Det markerede område var ganske stort, og det var som at finde en nål i en høstak. Men så begyndte telefonen at røre på sig, og dens position på kortet ændrede sig. Efter at have opdateret kortet i nogle minutter, var telefonen pludselig meget tæt på, og de tre venner løb afsted mod det afmærkede område.
Dårligt alibi
De tre venner endte ved et busstoppested, hvor Kevin farede op til en mand, og spurgte om han havde hans telefon. Jo, den var god nok. Efter at have givet et – i Kevins øjne – dårligt alibi, afleverede manden telefonen.
Han skulle angiveligt også have sagt, at alle de skræmmende beskeder fra Kevin havde gjort han lettere bange.
Du kan læse hele historien på Kevins blog.