Nordjysk mobilnet stadig hullet

Nordjysk mobilnet stadig hullet

I dag er det udelukkende kunder i Aalborg Kommune, der kan bruge 3G-mobiltelefoni. Men om seks uger vil det meste af Nordjylland være dækket.

Brugere med en 3-telefon i Brønderslev Kommune bliver dog snydt i denne omgang, for dér har Teleselskabet 3 ikke fået tilladelse til at opsætte deres master. Men direktøren i Teleselskabet 3 er overbevist om, at de med tiden vil få et net uden huller.

– Vi er i dialog med kommunen og håber problemet snart er løst, siger Jesper Weng.

Brønderslev Kommune vil gerne undgå en "masteskov" og hensynet til dem, der frygter telemasternes sundhedsrisiko, er også en del af forklaringen på afvisningen af 3.

– Vores tekniske udvalg har bedt 3 om at finde ud af, om de kan sætte deres antenner op på steder, hvor der allerede sidder teleantenner, forklarer Asger Nielsen, teknisk chef i Brønderslev Kommune.