Ny basistelefon på vej fra Apple
Juni eller juli ser ifølge Cnet News ud til at blive interessante måneder for Apple. For det første ser det altså ud til, at man vil bringe en ny, billig basistelefon ind på markedet, for det andet skal der lanceres en omfattende opdatering af de eksisterende 3G iPhones.
Den nye basismodel skal på det amerikanske marked sælges for blot 99 dollars, og ifølge Cnet News analyse vil lanceringen af en sådan telefon kunne øge iPhone-salget med hele 69 procent – en stigning, der vil bringe Apples samlede smartphone markedsandel op på omtrent 19 procent.
Lanceringen vil dog ikke være helt smertefri for Apple selv ifølge Cnet News. Den nye model må nemlig også forventes at stjæle væsentlige markedsandele fra Apples egne 3G-modeller. Og da den langt lavere pris på de nye telefoner også betyder en langt lavere profit på hver enkelt telefon, vil Apple skulle sælge tre af de nye basistelefoner for hver gang, der sælges én 3G-model, for at profitten skal blive den samme.
Samtidig forventes det også, at den nye model vil stjæle markedsandele fra Apples iPod. Alt i alt kunne det altså godt se ud til, at der endnu er et par knaster, der skal høvles væk, inden det bliver sommer.