Ny topmodel fra Garmin
Navnet er nüvi 670 og dermed er der tale om topmodellen i den anmelderroste nüvi-serie, der er Garmins mest solgte model i Danmark.
nuvi-serien efterspørges først og fremmest for sin nemme betjening og det er der ikke ændret ved i 670’eren, der afløser 660 som topmodel. 660-modellen fortsætter i nüvi-programmet, der tæller 8 forskellige modeller.
Funktionen med at sende lyden direkte ud i bilen tilsluttes ved at trykke på skærmen, hvorefter GPS’en finder en ledig frekvens på bilens FM-radio. Når frekvensen er fundet, skal man manuelt indstille radioen på den frekvens, som navigatoren angiver. Herefter gives instruktionerne via bilens højttalere. Så kan man dog ikke samtidig høre radio, hvilket virker en kende upraktisk.
Hidtil har sådan navigations-vejledning over bilens lydanlæg været forbeholdt de stationære anlæg, men nu gør Garmin det muligt via ganske få tryk på skærmen.
Med den indbyggede FM-sender følger naturligvis også muligheden for at overfør nuvi-seriens andre lyd-funktioner til bilens højttalere. Det vil sige håndfri mobiltelefon via Bluetooth samt musik, som brugeren har lagt ned på et SD-kort eller en af de rejse-guides, som kan købes som ekstra tilbehør.
I forhold til 660-modellen er den såkaldte TMC-funktion blevet opgraderet. Hvis der er lagt en rute ind, og der opstår kø undervejs, vises på skærmen, hvor mange minutter man vil blive forsinket, hvis man vælger en anden rute end den først valgte.
Som chauffør har man dermed bedre mulighed for at vurdere, om man skal lade Garmin lede en uden om køen, eller blot ignorere trafiksituationen.
Med 670 følger også en bedre håndtering af de situationer, hvor man kører gennem tunneler. Fra det øjeblik, hvor GPS’en mister signalet ved indkørslen simulerer 670’eren kørselen og er derfor klar til at navigere i samme sekund, som der igen er forbindelse til satellitterne.
Nogen pris foreligger der endnu ikke.