Nyt dansk mobilselskab vil erobre Belgien
Under mottoet “luksus til lavpris” vil det nye danske mobilselskab dixiTel gå i brechen med de store, etablerede selskaber i Belgien, og især de 15-25 årige kunder skal fristes af markedets laveste priser og med den revolutionerende chat-teknologi, som dixiTel selv kalder det, dixiChat.
dixiTel fortæller, at de har valgt Belgien som sit premieremarked af flere årsager. Dels er det belgiske marked for telefoni præget af meget høje priser og relativt få konkurrenter, og dels er Belgien et af de mest teknologielskende lande i Europa.
dixiTel satser på en høj grad af web-betjening og outsourcing for at holde omkostningerne nede og kan derfor lancere selskabet som det billigste alternativ på markedet. Desuden er dixiChat-teknologien, der giver adgang til ubegrænset chat mellem mobiltelefoner og pc’er, et helt nyt tilbud, som på kort tid forventes at kapre vigtige markedsandele i den belgiske “Messenger-målgruppe”. Chat mellem mobiltelefoner vil, ifølge en trendforecast fra det ansete analysefirma Forrester, være et af de hurtigst voksende områder på mobilmarkedet frem mod 2010.
Blandt ejerne af dixiTel er energi- og kommunikationsselskabet ELRO, der med hovedsæde i Randers betjener godt 100.000 kunder.
– Vi er altid gået vores egne veje og har siden 2000 drevet Danmarks billigste fastnetselskab, ELROTEL. Derfor har vi en solid erfaring, som vi kan udnytte i forhold til dixiTel. Vi har meget stor tillid til konceptet og ledelsen og støtter fuldt ud strategien om at etablere selskabet i ét land ad gangen. Det giver ro til at skabe lokale successer og sikre, at vi hele tiden har kontrol med udviklingen i markedet, siger Henry Lei Jacobsen, adm.dir., ELRO Energy A/S.
I dixiTels ledelse sidder blandt andre Chief Executive Officer, Jess Bech, og Chief Financial Officer, Peter Jensby, der begge tidligere har haft ledende stillinger i hhv. SONOFON og TDC.
– Belgien er et ofte overset eksportmarked for danske virksomheder, og da det desuden er præget af meget høje priser på telefoni, udgør det et kæmpe potentiale for os. Vi går ind med en helt anden koststruktur end de andre selskaber, og det gør os meget konkurrencedygtige. Vi tilbyder fuld service, ingen bindingsperiode, gratis prøveperiode, Belgiens første mobilchat og fuld prisgennemsigtighed for vores kunder, og det er unikt i Belgien, siger Jess Bech, CEO, dixiTel.
Opfølgning på sagen
Siden redaktionen publicerede denne nyhedsartikel er der kommet nyt i sagen. Redaktionen fulgte op på historien. 30/11/1999 blev historien fulgt op med et indlæg om Kvinder “gider” ikke lære at bruge mobiltelefoner – Klik her for artiklen.. Redaktionen fastholder fokus. De sidste nyheder ser du her.