Officielt: iPhone 5 kommer 12. september
Tirsdag aften dansk tid modtog de første amerikanske medier deres invitationer til det, der må siges at være årets nyhed i Apple-kredse. Onsdag den 12. september kommer det til at syde i San Francisco, når Apple afholder deres ventede pressemøde i Yerba Buena Center for the Arts klokken 10:00 lokal tid.
Vi sætter alarmerne til klokken 19 dansk tid, og regner så forresten med, at det er den kommende iPhone, som vi får at se.
Som man kan se på billedet herover, så tyder meget på, at vi skal kalde den kommende iPhone for iPhone 5. I hvert fald er der en skygge, som afslører netop dette tal.
Udover en iPhone 5, så regner vi også meget med at vi får den endelige udgave af styresystemet iOS 6 at se.
Mens amerikanerne altså får den nye iPhone 5 at se 12. september, så er der endnu intet om lanceringerne uden for det noramerikanske. Tidligere har der været spekuleret i, om iPhone ville være klar til amerikansk levering 21. september. Samme dag har været rygtet som international lanceringsdato, og så skulle vi kunne købe iPhone 5 i butikkerne 5. oktober. Samme dag, som Google angiveligt kommer til landet med deres roste og meget billige tablet Nexus 7.
Kilde: TheLoop