Opdatering klar til Nokia N95
Det er snart to år siden, at den almægtige Nokia N95 ramte markedet med et kamera på hele 5 megapixel og både turbo-3G og indbygget GPS, hvilket var helt uhørt for en mobil dengang. Tiden går imidlertid hurtigt på mobilmarkedet, og de fleste nye topmodeller med respekt for sig selv har alle N95’s funktioner indbygget. Men selvom en model er gammel i mobilverdenens øjne, behøver den langtfra at være glemt. Og derfor sender Nokia stadig opdateringer ud til deres gamle topmodel.
Der er således netop udkommet en ny opdatering til Nokia N95 med versionsnummeret 31.0.017, selvom det blot er en måned siden, at Nokia sidst udgav en ny opdatering til modellen. Der er ikke udgivet nogen liste over hvilke forbedringer, der er at finde i den nye opdatering, så der er formentlig primært tale om fejlrettelser og små forbedringer hist og her.
Hvis man vil hente den nye opdatering, kan det gøres gennem Nokia Software Updater. Og som altid skal man huske at tage backup af sin mobil, før man går i gang.