Operatørerne kæmper for at nå 3
Vi spurgte i sidste uge, om I havde købt mobilt bredbånd og i så fald hos hvilken af operatørerne. Det var en fortsættelse af vores Danmarkstest af Turbo-3G tilbage i februar, for at se hvor langt mobilt bredbånd var kommet hos kunderne.
Her vidste det sig, at ud af de 983 der valgte at svare, har næsten 32 (31,7) procent valgt selskabet 3 som deres operatør af mobilt bredbånd. Langt væk på andenpladsen ligger TDC med 9,7 procent, 6,2 procent har valgt Telia og endelig har 4,3 procent af læserne valgt Sonofon som deres operatør. 3 procent af læserne havde valgt hos en helt anden udbyder end de nævnte.
Samtidig er det noget op af bakke for Sonofon, der tidligere kunne bryste sig med en andenplads i Danmarkstesten, men i fortsættelsen, der kommer i det nye Mobil den 13. november, er røget helt ned på en sidsteplads i ydelse. Her testede vi de selvsamme fire operatører på tog-strækningen mellem Aalborg og København, og så på ydelsen af hastighederne i stedet for bare selve hastighederne.
Hos Sonofon er man ikke glad for bundplaceringen.
– Det er i bund og grund ikke noget vi kan nikke genkendende til ifølge vores egne undersøgelser. På salgssiden lever vi klart op til vores egne forventninger, og vi ser 2009 som året hvor danskerne begynder at tage mobilt bredbånd til sig i endnu højere grad, siger Sonofons pressechef Peter Glüsing.
Som forbedringer til kunderne vil Sonofon sætte hastighederne op til 7,2 Mbit/s visse steder i landet inden jul, og til næste år vil de lancere hastigheder på op til 14,3 Mbit/s.
– Vi bruger 1 milliard kroner på udbygningen om året, og næste år bliver ingen undtagelse, lover han.
Dog svarede hele 45,2 procent, at de ikke har købt mobilt bredbånd, så der er stadig en stor gruppe af mulige kunder. Og netop denne gruppe er ifølge Telia undersøgelsens vigtigste punkt.
– De 45 procent viser jo, at markedet langt fra er mættet endnu, og stadig er modent. Der er stadig et godt potentiale i at vokse, og vi arbejder i øjeblikket benhårdt på udrulningen af Turbo-3G. Faktisk slår vi næsten Danmarks-rekord i udrulning for at blive de bedste, siger Felicia Jackson, der er kommunikationschef hos Telia.