Overraskende rokade i Sonofon

Overraskende rokade i Sonofon

– Efter en periode med analyse og effektivisering af de interne processer er SONOFON klar til et nyt og stærkt markedsrettet fokus i Danmark. Vi er stolte af at kunne udnævne Steen Jespersen til at stå i spidsen for denne proces. Hans evner og erfaring sikrer, at SONOFON styrker sin position på det danske mobilmarked, siger Jan Edvard Thygesen, formand for bestyrelsen i SONOFON.

41-årige Steen Jespersen har været direktør for Salg og Marketing i SONOFON siden januar 2003 og har bred markedserfaring, blandt andet som tidligere administrerende direktør for Coca-Cola Tapperierne i Danmark og salgsdirektør og underdirektør i Carlsberg Danmark.

Steen Jespersen afløser Tage Reinert, der søger nye udfordringer uden for SONOFON.

– Tage Reinert har igennem fem år som økonomidirektør og det seneste år som administrerende direktør været en vigtig del af SONOFONs ledelse. Hans evner har været yderst værdifulde for virksomheden, ikke mindst i de seneste års konsolidering i branchen med forstærket fokus på omkostninger og interne processer. Vi er taknemmelige for hans indsats, siger Jan Edvard Thygesen.

Steen Jespersen, der fortsætter som direktør for Salg og Marketing, indtræder som ny administrerende direktør i SONOFON pr. dags dato.