Palm Pre til Europa til sommer

Mens Palm under præsentationen af deres nye supertelefon Pre kun nævnte en amerikansk udgivelse, tyder meget nu på, at vi også får modellen at se i Europa til sommer.

Palm Pre til Europa til sommer

Torsdag aften i sidste uge præsenterede Palm under stor bevågenhed deres nye topmodel Pre, der også er den første model til at gøre brug af Palms helt nye styresystem webOS. De fleste teknologiinteresserede verden over har taget godt imod den nye model, men desværre talte Palm under lanceringen kun om en lancering hos den amerikanske operatør Sprint.

Siden lanceringen har europæiske journalister dog haft travlt med at høre Palm omkring en eventuel europæisk udgivelse. Palms direktør Ed Colligan har således ifølge sitet IDG udtalt, at Palm Pre skulle komme til Europa i løbet af første halvdel af 2009, mens hans kollega og vicepræsident for salg hos Palm i Europa Paul Ghent ifølge sitet Pocket-lint siger, at Palm Pre skulle komme til Europa i anden halvdel af 2009. Dette tyder på, at en europæisk udgivelsesdato formentlig ligger til sommer enten i slutningen af første halvdel eller starten af anden halvdel af 2009.

Desuden skriver den normalt veloplyste Eldar Murtazin fra Mobile-review, at Palm Pre formentlig vil komme til Europa kort efter den er blevet lanceret i USA, men at meget kommer an på, hvor godt den sælger i USA til at starte med, da skærmen der bruges i Pre, er svær at skaffe, og Palm således kun kan producere et begrænset antal.

Prisen i Europa skulle ifølge Eldar Murtazin lande på knap 3000 kroner uden abonnement, hvilket med dansk moms nok vil blive til omkring 3500 kroner, hvis vi da ellers får den at se herhjemme.

Kilde: Pocket-lint, IntoMobile og Eldar Murtazin LiveJournal