Pas på – du får en brugt mobiltelefon
Hvis din nye mobiltelefon pludselig er totalt død, og forhandleren siger, at der ikke er andet at gøre end at bytte den, så forventer du sikkert at få en tilsvarende ny mobiltelefon?
Men pas på. I Forbrugerinformationens seneste nyhedsbrev kommer det nemlig frem, at danske mobilforhandlere – i strid med loven – udleverer brugte mobiltelefoner i stedet for nye.
Telefonerne går under betegnelsen "swap-telefoner". Sådan en telefon ser helt ny og frisk ud, fordi den har et nyt ydre og måske beskyttelsesplastic hen over displayet. Men indmaden er en gammel, brugt telefon.
Svend Sørensen, der er formand for TDC Mobil Centers forhandlerforening, bekræfter ifølge Forbrugerinformationen, at swap-telefoner ofte udleveres.
– De telefoner vi modtager og udleverer til kunderne, er fuldt renoverede, såkaldte swap-telefoner. Jeg har ikke kendskab til, at vi har modtaget fabriksnye telefoner til udlevering, siger Svend Sørensen til Forbrugerinformationens nyhedsbrev.
Udover at man bliver snydt som kunde, fordi man får en brugt telefon for en ny, så er der også andre problemer med swap-telefonerne. De går simpelthen oftere i stykker.
Man kan gardere sig mod at få udleveret en af de falske telefoner ved at forlange, at der følger en ny æske og brugsanvisning med telefonen. På æsken står et serienummer, der passer til telefonen. Og hvis man ikke kan få udleveret æske og brugsanvisning, så vil det normalt være et tegn på, at man er ved at få udleveret en swap-telefon.