PBS-bommert koster CBB Mobil millionbeløb
Siden fredag aften kl. 23.59.59 har det været umuligt for CBB Mobils kunder at tanke taletid. Det skyldes, at PBS har glemt at forny en licensaftale, der skal sikre, at betaling på Internettet via PBS sker på en sikker og forsvarlig måde.
– Jeg er harmdirrende. 2005 er af alle eksperter udråbt som året, hvor handlen på Internettet for alvor skal brage igennem, og så er sådan en omgang amatørisme og dilettanteri skyld i, at vores forretning er lukket ned i mere end to dage. Det rammer os ekstra hårdt, da weekenden per definition er det tidspunkt, hvor vores kunder tanker taletid op hos os, siger Teddy Søgaard Pedersen, adm. direktør i CBB Mobil. Han fortsætter.
– Jeg skønner, at PBS allerede har påført os et tab i omsætningen på omkring million. Det betyder nu ikke, at PBS er specielt lydhøre eller samarbejdsvillige. Først i dag kl. 11.49 har vi fået en melding om, at PBS – forhåbentlig – vil være oppe at køre igen omkring middagstid.
Nedbruddet skyldes, at PBS har glemt at forny SSL-licensen. Dermed bliver alle virksomheder der – som CBB Mobil – lever op til PBS’ egne krav om sikkerhed blokeret i deres betalingsformidling.
Teddy Søgaard Pedersen beskriver PBS’ håndtering i sagen som arrogant.
– Hen over weekenden har vi flere gange forsøgt at få PBS i tale og løse problemet. I første omgang blev vi mødt med en forrygende omgang arrogance. De afviste blankt, at problemet lå hos dem.
Vi har kontaktet PBS for at få en kommentar, som vi bringer senere i dag.