Puden med indbygget headset
På CeBIT-messen i Hannover bliver der præsenteret mange nye ting. En af de anderledes af slagsen er et helt nyt headset fra firmaet Urban Tool. Har du ofte mange lange og måske lidt kedelige samtaler, er dette måske lige noget for dig. Det specielle ved perCushion, som produktet hedder, er nemlig, at det trådløse Bluetooth-headset er indbygget i en pude. På den måde skulle det være let at føre en samtale, mens man ligger i sin seng og slapper af.
PerCushion har oven i købet indbygget genopladeligt batteri, så man slipper for at have ledninger liggende i sin seng.
Der går dog noget tid, inden vi får perCushion at se i butikkerne. Urban Tool oplyser nemlig, at produktet først vil blive sat i produktion i 2008.